Sidste afsnit nærmer sig i DR's iværksætterprogram Løvens Hule.
Her præsenterer 76 iværksættere over otte afsnit deres projekter for fem investorer, som så kan så vælge at investere i virksomheden mod at få del i virksomheden og dens eventuelle overskud.
Det har indtil nu ført til ti håndtryk på tv - altså aftaler om at arbejde videre med investeringen.
Men et håndtryk på skærmen er ikke det samme som en færdig investeringsaftale.
For i to tilfælde er erklæringen om videre samarbejde ikke fulgt op af en investering efter, at optagelserne kom i hus i begyndelsen af juni.
Det oplyser produktionsselskabet bag programmet, United Production.
- •
Aftaler i hus og alle papirer på plads:
- •
Firma der laver soja-is
- •
Renserivirksomhed der henter og bringer rensetøj
- •
Virksomhed der laver personlige børnebøger, som kan bestilles over web
- •
Firma der nytænker og designer regntøj
- •
Webshop og 'renser' til barberblade
- •
Digital markedsplads hvor forældre kan leje og udleje ting til børn
- •
Firma der laver ure af klassiske ikoner - fx gamle biler
- •
Transportfirma hvor private kan hjælpe andre med at fragte ting
I femte afsnit siger investorerne Jesper Buch og Tommy Ahlers ja til at give i alt 200.000 kroner for 20 procent af firmaet Place.dk - en digital markedsplads hvor folk kan udleje lokaler og kontorpladser.
Men tv-aftalen er sidenhen faldet til jorden.
- Investeringsaftalen er faldet fra, siger direktør og stifter af firmaet Place.dk, Lukas Topp.
Den unge iværksætter siger, at det på ham virkede som om, de to investorer manglede engagement, da de satte sig til bordet efter tv-optagelserne.
At de kun var interesseret, hvis firmaet var helt på plads og allerede tjente mange penge.
Selv erkender han, at hjemmesiden ikke var god nok.
Men han er fortrøstningsfuld. Firmaet er ifølge Lukas Topp i dialog med andre investorer om større beløb og samtidig har fået en bedre digital platform op at stå.
Ejede ikke domæne-navnet
Løvens Hule-investor Jesper Buch havde ansvaret for at gøre tv-aftalen til virkelighed.
Og han påpeger, at investeringen ikke blev til noget, fordi de to unge mænd ikke havde alt på plads i deres firma, da han kiggede på det efter tv-optagelserne.
- Vi var ikke imponeret over deres tekniske platform. Der var heller ingen varer på hylderne, og det fik de heller ikke. Og så ejede de ikke domænenavnet, siger han.
- Så konklusionen efter to måneder var, at det ikke blev til en investering, men at de skulle give den gas, og så er de altid velkomne tilbage, siger Jesper Buch.
- •
Tv-aftaler der ikke er blevet til noget:
- •
Digital markedsplads for udlejning og af erhvervslokaler og kontorpladser
- •
Firma der fremstiller specialiseret militærbeklædning
Og det er ikke den eneste aftale, der ikke er blevet til noget.
I sjette afsnit giver to mænd, der laver særligt beskyttelsestøj til militæret, håndtryk med tre af investorerne om en investering på 450.000 kroner mod 30 procent af firmaet DD'cated.
Men efter optagelserne er det videre samarbejde blevet afbrudt.
Artiklens tekst er justeret efter publicering i forhold til iværksætter Lukas Topps udsagn om processen efter optagelserne.