Roskilde Bank-direktør så frem mod pensionen

Den mangeårige direktør i Roskilde Bank, Niels Valentin, holdt sig på afstand af den gruppe, der stod for kreditstyring. Det var for at give plads til sin efterfølger, forklarede den 73-årige Valentin i retten.

Niels Valentin Hansen forklarede tirsdag, at han var begyndt at forberede sig på sin pension (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

- Jeg stolede på mine ansatte.

Sådan lød forklaringen fra den forhenværende direktør i Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen, der tirsdag blev afhørt i Østre Landsret i omfattende erstatningssag, hvor Finansiel Stabilitet kræver en erstatning på en milliard plus renter for uansvarlig bankdrift. Otte bankfolk, samt revisionsselskabet EY og to revisorer er sagsøgt i sagen.

Niels Valentin Hansen har hidtil kun udtalt sig sjældent, og afhøringen af ham har derfor været imødeset - ikke mindst af de 32.000 aktionærer, der tabte i alt syv mia. kroner på bankens kollaps i 2008.

Afviser at have gjort noget forkert

Den tidligere direktør afviste fra morgenstunden blankt at have gjort noget galt - og erklærede samtidig, at han slet ikke er enig i de påstande, statens selskab, Finansiel Stabilitet, har rejst mod ham.

Alt kørte efter bogen, og alle henstillinger fra Finanstilsynet blev fulgt, forklarede han.

Niels Valentin forklarede tirsdag formiddag meget indgående, at det slet ikke var ham, men derimod hans ansatte, der havde stået for de store summer, der blev lånt ud, herunder flere til tvivlsomme ejendomsprojekter.

- Vi var i gang med et generationsskifte, forklarede han.

Kreditchef skulle efterfølge bankdirektør

Og det var netop bankens kreditchef, Allan Christensen, der var udset til favorit til direktørposten, forklarede han. Derfor ville han ikke gå for tæt på beslutningerne omkring kreditgivning, lød forklaringen.

- Hvis jeg blander mig for meget og ikke træder et skridt tilbage, så vil jeg måske vanskeliggøre opgaven for mine kolleger, derfor blandede jeg mig ikke i alt. [...] Vi havde rigtig dygtige folk, og havde en særlig kompetence inden for ejendomsfinansiering, slog Niels Valentin Hansen fast.

Banken gik konkurs med et brag i 2008 og anses i dag for at være en af de værste krak under den danske finanskrisen, dels på grund af den store mængde risikable lån, men ikke mindst fordi mange kunder lod sig overtale til at købe aktier i banken, også på et tidspunkt, hvor bankens situation var løbet løbsk.