Regningen for Roskilde Bank-sagen kan runde 200 millioner kroner

Advokaternes honorar for en af Danmarks-historiens største erstatningssager ender et sted mellem 112,2 og 242,2 millioner kroner.

Roskilde Bank-sagen er vigtig – uanset prisen, siger Finansiel Stabilitet. (Foto: © Brian Bergmann, Scanpix)

En stribe advokater kan se frem til at høste tocifrede millionhonorarer, når retssagen mod den tidligere ledelse og revisorerne i Roskilde Bank starter på mandag.

De samlede sagsomkostninger bliver efter alt at dømme på mellem 112,2 og 242,2 mio. kr. Dermed kan erstatningssagen blive en af de dyreste i Danmarkshistorien, viser DR Nyheders beregninger.

Hvem, der i sidste ende skal betale regningen får vi dog først at vide i 2017, når sagen er slut.

Der kan nemlig opstå flere forskellige scenarier:

Finansiel Stabilitet taber

Første scenarie er, at staten i skikkelse af Finansiel Stabilitet taber. Sker det, skal de fleste penge hentes hos det statsejede selskab.

I Danmark er der ikke tradition for, at de sagsøgte får dækket alle deres udgifter, selv om de skulle vinde sagen. Derfor kan det sagtens ende med, at de sagsøgte selv skal have penge op af lommen, hvis de ender med at gå sejrrigt ud af opgøret.

Finansiel Stabilitet vinder

Vinder Finansiel Stabilitet, kan staten tørre de fleste af udgifterne af på de sagsøgte - bortset fra regningerne til de beskikkede advokater.

Men der er også en mulighed for, at resultatet ender et sted midt i mellem. Altså, at Finansiel Stabilitet vinder på nogle punkter, men taber på andre.

I det tilfælde bliver det op til Østre Landsret at vurdere, hvordan kagen skal skæres.

Sagen er vigtig – uanset prisen

Direktøren i Finansiel Stabilitet, Henrik Bjerre Nielsen, vil ikke oplyse, hvor mange penge, selskabet forventer at bruge på sagen. Men han mener heller ikke, at udgiftsniveauet skal afgøre, om der skal føres en sag eller ej.

- Vi fører de her sager af flere grunde. Blandt andet fordi det er med til, at de omkostninger, der har været ved at håndtere finanskrisen, bliver mindre, siger han og fortsætter:

- Men der er også et mere fremadrettet perspektiv, idet vi vurderer, at det er med til at skærpe agtpågivenheden hos bankledelserne, når de ved, at de også selv kan komme til at betale, hvis de ikke opfører sig forsvarligt.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1064985410218649