Et af de første juridiske efterskælv efter finanskrisen kan her til morgen sende rystelser igennem dele af finansverdenen.
Østre Landsret afsiger klokken 9.00 kendelse mod ledelsen i den krakkede rigmandsbank Capinordic Bank i et civilt søgsmål, hvor statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, har sagsøgt Capinordic Banks daværende bestyrelsesformand Claus Ørskov, direktør Henrik Juul samt bestyrelsesmedlem Lasse Lindblad.
Finansiel Stabilitet kræver en erstatning på 400 millioner kroner for ”uforsvarlig bankdrift.”
Ifølge Søren Bergenser fra advokatvirksomheden Bergenser Advokatfirma, der er specialiseret i erstatningsretslige sager samt i pengeinstitutters retsforhold, så kan sagen danne præcedens for en række sager mod bankledelser, der senere skal forbi en dommer.
- Et grundlæggende juridisk skelet fra sagen kommer til at gå igen i de andre ventende erstatningssager, siger Søren Bergenser til Børsen.
Den vurdering deles af Birgitte Erhardtsen, erhvervsjournalist på Berlingske Business og forfatter til bogen Milliardærklubben om hovedpersonerne i Capinordic.
- Jeg tror, at dommen vil blive nærlæst rigtig mange steder, fordi der kommer to andre og meget større erstatningssager mod Roskilde Bank og Amagerbanken for nogle af de samme temaer, siger hun.
Capinordic blev stiftet kort før finanskrisen, og havde i omegnen af 40 kunder, hvoraf langt størstedelen var rigmænd. Alle de tre sagsøgte nægter sig skyldige og giver finanskrisen skylden for bankens krak.