Danske forbrugere blæser på regeringens afgiftssænkninger og drøner ufortrødent sydpå efter slik og chokolade, vin, øl, sodavand og tobak.
Køerne ved kassebåndene er endda mindst lige så lange som før, lyder det samstemmende fra tre af de største grænsebutikker i Tyskland, kæderne Fleggaard og Calle samt Scandlines BorderShop.
- Vi har endnu mere travlt i år, end vi havde sidste år, siger Karsten Olsen, direktør i Fleggaard, der har otte butikker nær grænsen til Danmark.
Fra nytår blev planlagte forhøjelser af afgifter på chokolade, kaffe, sukkervarer og vin i Danmark droppet, mens afgifter på nødder, alkoholsodavand og te enten er sænket eller på vej til at blive afskaffet.
I alt er der 65 afgiftsændringer i den grænsehandelspakke, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale blev enige om i november sidste år.
En del af lempelserne skulle bremse shopping-trafikken sydpå.
Men ifølge Fleggaard-direktøren, så skæpper det faktisk i kædens kasseapparater, når politikerne på Christiansborg laver om på afgifterne.
- Lige meget om afgifterne går op eller ned, så betyder det altid for os, at vores omsætning stiger. For når man taler om det, så går det op for forbrugerne, hvor meget man sparer, og så tager man ned og køber varen, siger han.
Paradoks: Grænsebutik sælger flere nødder
Karsten Olsen nævner nøddeafgiften som et eksempel.
Indtil nytår var nødder den fødevare i Danmark med langt den højeste afgift, der bestod af otte forskellige satser.
Hver gang forbrugerne købte et kilo mandler i supermarkedet, røg 36 kroner i statskassen. Og for et kilo hasselnødder snuppede staten 24 kroner.
Nu er nøddeafgiften i første omgang halveret. Og i 2020 skal den være afskaffet.
I Fleggaards butikker bliver der dog fyldt masser af nødder i indkøbsvognene, selvom den mangeårige afgift er på vej på pension.
- Her skulle det specielt have haft en konsekvens. Men på hele nøddekategorien har vi faktisk haft en omsætningsstigning på 10 procent. På mandler er salget steget med mere end 20 procent, siger Karsten Olsen.
Scandlines: Det handler om hygge
De mistede afgifter, som den danske statskasse altså går glip af, er i alt beregnet til 310 millioner kroner i 2018.
Til næste år vil endnu flere afgifter blive fjernet. Og det vil fra 2020 koste statskassen 605 millioner kroner om året.
Men selv om staten vinker farvel til afgiftskroner, så bliver det næppe til at se på bundlinjen hos Scandlines BorderShop i Puttgarten og Rostock, forventer kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen.
- Jeg tror, at folk tager på de her ture, fordi de synes, det er hyggeligt. Når de fylder kurven med forskellige varer i vores butikker, så spiller det en mindre rolle, om der er en større eller mindre afgift på produkterne i Danmark, siger hun.
Butikskunder: Vi kan stadig spare penge
En af de forbrugere, der tilbagelægger mange ekstra kilometer for at handle syd for grænsen, er studerende Anni Pedersen fra Horsens.
Da DR Nyheder møder hende i Fleggaard i Harrislee, er hun ved at købe ind til sin studenterfest.
- Jeg har godt hørt, at afgifterne er sænket i Danmark. Men jeg synes ikke, man kan se det. Butikkerne burde gøre ligesom her og sælge store mængder til rimelige penge, siger hun.
En anden dansk kunde i butikken er procesoperatør Jens Kristensen. I vejafstand er han mere end 200 kilometer fra hjemmet i Ryomgård på Djursland.
Han tager turen sydpå et par gange om året for at fylde indkøbsvognen med øl, sodavand, slik, vin. Og nødder, som familien spiser mange af.
- Det kan godt ske, at prisen er blevet lidt mindre derhjemme, men det er langt fra den samme pris. Og når man så er hernede alligevel, så tager man dem med hjem, siger han.
Hvis Jens Kristensen skal droppe turen fra Djursland til Nordtyskland, så skal det kunne mærkes for alvor, siger han.
- Så skulle man fjerne momsen.
Professor: Shoppingturen sydpå er et ritual
Da regeringen præsenterede sin erhvervspakke, vurderede professor i forbrugerkultur ved Syddansk Universitet Dannie Kjeldgaard, at effekten næppe blev som ønsket.
Det mener han stadig. Indkøbsturen sydpå er nemlig for mange danskere et ritual, som ikke nødvendigvis er baseret på økonomisk kalkule.
- Man putter børnene i bilen, hygger sig og spiser frokost i Flensborg. Og så skaber det samtidig en identitet, en følelse og en fortælling om en selv som en rationel forbruger, siger han.
Hvis politikerne skal få forbrugerne til at droppe turen over grænsen og smide pengene i de danske butikker, så kræver det mere end tiltagene i erhvervspakken, mener Dannie Kjeldgaard.
- Det skal være så bredspektret en nedsættelse af afgifterne, at de her grænsebutikker på ingen måde kan konkurrere. Og det er meget usandsynligt, at det skulle ske. De er meget dygtige indkøbere, der er gode til at skrue tilbud sammen, siger han.