- De kan torturere og dræbe i deres hjemland og samtidig spise på de fineste restauranter.
Sådan var ordene fra den britisk-amerikanske milliardær og forretningsmand William Browder, da han i juni gæstede Danmark til en høring om hvidvask blandt russiske rigmænd.
De russiske topfolk har ifølge William Browder alt for gode muligheder for at begå kriminalitet hjemme i Ruland, tjene store pengesummer på det og sende milliarderne ud af Rusland via europæiske banker som eksempelvis Danske Bank.
William Browder bliver i dag kaldt for 'Putins fjende nummer et'. Og forretningsmanden har gjort det til sin livslange mission at fælde præsident Vladimir Putin og hans 'kumpaner', som Browder kaldte dem i sommer i et interview med Wall Street Journal.
Nu har Browder også anmeldt Nordea for hvidvask i milliardklassen.
Han mener at kunne dokumentere, at omkring 1,1 milliarder kroner er vasket hvide af russiske topfolk gennem konti i Nordeas svenske, danske, finske og norske afdelinger.
Sagen er endnu kun anmeldt til de nordiske myndigheder, og derfor har ingen af landene taget stilling til, om der noget at komme efter.
Men det er langtfra første gang, at 54-årige William Browder, der er blevet rig på sin investeringsfond Hermitage Capital, anmelder store banker for hvidvask.
Senest har han også anmeldt Danske Bank i sagen om hvidvask i bankens estiske afdeling. Faktisk anmeldte han allerede i 2013 Danske Bank og Nordea, men dengang ville bagmandspolitiet ikke tage sagen op på grund af den daværende forældelsesfrist.
Opgør med kommunistisk familie
William Browder er født i USA og er i dag britisk statsborger, men han har hele sit liv haft et helt særligt forhold til Rusland.
Hans far er født i Rusland, og hans farfar var leder af det kommunistiske parti i USA i 1930’erne og 1940'erne.
- Jeg lavede et opgør mod min kommunistiske familie ved at blive kapitalist, har han sagt ifølge BBC.
At få ram på russiske embedsfolk ved at afdække hvidvask har vist sig at være den rette vej for William Browder.
Hans forretningseventyr i Rusland startede ellers som en stor succes i midten af 1990'erne. På kun to år havde hans investeringsfond tjent en milliard dollars.
William Browder blev en af de første udenlandske forretningsmænd, som blev milliardær på sine investeringer i russiske selskaber efter Sovjetunionens fald.
I 00'erne var han den største udenlandske investor i Rusland.
- Han gik tidligt ind på det russiske marked og lavede investeringer, da Sovjetunionen brød op, og mange virksomheder kom over på private hænder. Men han ragede uklar med de russiske myndigheder, røg ud og blev mere eller mindre persona non grata i 2005, siger DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.
De kalder ham hvidvaskjægeren
Nogle medier har døbt ham 'hvidvaskjægeren'. Selv har han sagt, at han er 'et underligt miks mellem en menneskerettighedsaktivist og en leder af en investeringsfond'.
William Browder har dog en helt klar personlig interesse i at finde ud af, hvor russiske milliarder ender efter hvidvask.
Nogle af pengene er nemlig hans, stjålet af russiske embedsfolk, lyder hans anklage.
I 2007 mistede William Browder ifølge ham selv 230 millioner dollars svarende til godt 1,5 milliarder kroner på svindel, da han skulle betale skat af sit russiske forretningseventyr
- Han er en mand med klare interesser i sagen, da han mener, han er blevet frarøvet 1,5 milliarder kroner, og at en stor del er gået gennem Danske Bank og nu også dele af Nordea, forklarer Jakob Ussing.
Advokat myrdet efter afsløringer
Browder hævder, at mange af hans penge fra de russiske investeringer ikke endte hos det russiske skattekontor, men i stedet blev sendt videre til mistænkelige selskaber og derfra kanaliseret ud af Rusland takket være hvidvask i en række europæiske banker - herunder Danske Bank og nu også tilsyneladende Nordea.
Dog er Browders 1,5 milliarder kroner en meget lille del af den samlede hvidvasksag mod Danske Bank, som det danske bagmandspoliti efterforsker.
Svindlen med Browders formue er kendt som Magnitskij-sagen og har fået navn efter William Browders russiske advokat Sergej Magnitskij, der afslørede pengesporet ud af Rusland.
Sergej Magnitskij blev fængslet og døde i 2009 under kummerlige forhold i et russisk fængsel.
Det var ifølge William Browder afsløringerne, der kostede advokaten livet, og dødsfaldet er en anden vigtig årsag til, at han er blevet en særdeles aktiv spiller i kampen mod hvidvask.
Blev tortureret og dræbt som hævn
Rusland har siden udvisningen af ham i 2005 beskyldt ham for skatteunddragelse og har in absentia idømt ham flere års fængsel. Interpol er adskillige gange blevet bedt om at udlevere ham, men det har man nægtet, da de mange arrestordre er politisk motiverede.
- De er desperate for at få mig tilbage til Rusland. Deres største håb er, at de kan få mig anholdt og udleveret. Der kan de sætte mig i fængsel, torturere mig og dræbe mig, som de gjorde med Sergej Magnitskij, har William Browder sagt til det amerikanske finansmedie Wall Street Journal.
Putin har ifølge det statskontrollerede medie Russia Today kaldt dødsfaldet på advokaten for 'en tragedie' og sagt, at det ikke skete på grund af 'ondsindede hensigter'.
Anderledes tolker William Browder det.
- Som hævn blev han arresteret, tortureret og dræbt i en alder af 37.
- Det var som, en kniv blev stukket i mit hjerte, har han sagt om den dag i 2009, hvor han hjemme i London fik nyheden om advokatens død.
Ville lave aftale med Trump
- •
Vladimir Putin har flere gange nævnt William Browder med navn og kaldt ham kriminel.
- •
Da han mødtes med USA's præsident, Donald Trump, i Finland i juli måned, sagde han til den fremmødte presse, at Rusland gerne ville sende folk til USA, som kunne blive afhørt om mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.
- •
Men USA skulle give noget tilbage. Udlevere folk til Rusland. For eksempel Hr. Browder, lød det. Det nægtede Trump dog.
Fik USA til at indføre sanktioner
Efter dødsfaldet på sin advokat gik det op for William Browder, at kampen mod Rusland skulle spilles på en anden banehalvdel.
Han allierede sig med den amerikanske kongres, og det udmundede i 2012 i loven 'Magnitsky Act', der betød amerikanske sanktioner mod russiske topfolk.
- Det blev hurtigt klart, at det ikke var muligt at få retfærdighed i Rusland, så vi ville undersøge, hvordan vi kunne få retfærdighed uden for Rusland. Sådan startede idéen til loven. De folk, der dræbte Sergej Magnitskij, gjorde det ikke af religiøse eller ideologiske grunde. De gjorde det på grund af penge. På grund af 230 millioner dollars, fortalte Browder til Wall Street Journal.
Han mener, sanktioner er den rette strategi til at få ram på de russiske rigmænd og deres mange penge uden for Rusland.
- De gemmer pengene fra forbrydelserne mod menneskerettighederne i Vesten. Vi har fundet Putin-regimets akilleshæl. Her bliver de sårbare.
Vladimir Putin og hans allierede er ikke glade for sanktionerne, der efterfølgende er blevet bakket op af Canada, Storbritannien, Estland og Litauen.
- Putin er temmelig vred på mig nu, sagde William Browder i januar i år i et interview med amerikanske CNBC.
Beskyttes af livvagter
Russerne nægter at opgive kampen om at få Browder for retten i Rusland.
Så sent som i maj i år blev han anholdt af spansk politi i Madrid efter en russisk arrestordre.
Browder var i Spanien for at fortælle de spanske myndigheder om hvidvask i spanske bankfilialer.
Han blev dog løsladt igen efter kort tid, da Interpol fortsat ikke vil sende ham i armene på russerne.
Kampen mod Putin betyder, at han må leve med livvagter døgnet rundt. Men det er en pris, der er værd at betale, fortalte han denne måned i et interview med den britiske tv-vært Jeremy Vine.
- De har truet mig med mord, kidnapning, udleveringsbegæringer. (...) Men min advokat gav sit liv for mig. Jeg kan ikke leve med mig selv, hvis jeg ikke forsøger at få retfærdighed for ham.
Øvrige kilder: BBC, The New Yorker, Forbes.