Postnord i krise: Svenskerne sender langt flere breve end os

I Sverige kan borgerne frit vælge, om de ønsker post fra det offentlige i fysisk eller digital form.

Postnord har annonceret en stor omstrukturering i den danske postlevering. Spørgsmålet er, hvor pengene skal komme fra. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Antallet af breve, som danskerne sender, er i frit fald.

Det har ramt Postnord Danmark så hårdt, at egenkapitalen er skrumpet ind til et minimum, og der er formentlig brug for en kapitalindsprøjtning for overhovedet at redde det danske postvæsen, som har eksisteret siden 1624.

- Der bliver sendt færre og færre breve. Det er den helt store udfordring især i Danmark, som er det sted i verden, hvor det går hurtigst ned ad bakke for antallet af breve, siger Henrik Okholm, der er partner i Copenhagen Economics og tæt observatør af postområdet.

Postnord er ejet af den danske og svenske stat, og det irriterer svenskerne, at de danske politikere i høj grad har savet den gren over, de selv sidder på.

Den 'aggressive digitalisering' er nemlig slet ikke så aggressiv i Sverige.

- Nedgangen i brevforsendelser hænger sammen med den digitaliseringsstrategi, som på mange måder har været en succes. Kommunikationen er flyttet over på digitale medier. Udviklingen går hurtigt med at vænne folk til at læse breve online, siger Henrik Okholm.

Fem gange flere breve

I Sverige kan borgerne frit vælge, om de ønsker post fra det offentlige i fysisk eller digital form. Mens borgerne i Danmark er blevet presset til at bruge e-boks.

Ifølge Postnords seneste regnskab i fredags faldt brevmængden i sidste kvartal med 23 procent i Danmark og syv procent i Sverige, hvor Postnord til gengæld har succes med at transportere pakker fra e-handel.

- I sidste kvartal havde de fem gange så mange breve i Sverige som i Danmark - men befolkningen er kun dobbelt så stor. Det gør en kæmpe stor forskel. Faldet er procentvis også noget lavere i Sverige, og det gør det nemmere at lave de nødvendige omstillinger. Når faldet i Danmark er så voldsomt, så er det meget svært at følge med og skære omkostningerne til, siger Henrik Okholm.

Siden brevforsendelserne toppede i 1999, er den faldet i Danmark med over 70 procent, mens 9 ud af 10 a-breve er forsvundet. Sidste år indførte man quickbrev i stedet for a-brev, samtidig røg prisen op fra 19 til 26 kroner på dag til dag-levering.

Året før steg prisen fra 10 til 19 kroner.

- Det har virkelig taget fart med a-brevene. Det er klart, at når Post Danmark sætter prisen så meget op, så forsvinder de, så holder folk helt op med at sende dem, siger Henrik Okholm.

Klynger af postkasser

Den svenske del af Postnord leverede sidste år et overskud, mens Postnord havde et underskud på 1,5 milliarder kroner. Postnord kom ud af 2016 med et minus på 780 millioner kroner.

- I Sverige har man haft lidt mere frivillighedens vej med flere systemer i startfasen er processen gået langsommere i Sverige, siger Henrik Okholm.

Han nævner også en forskel i befordringen til yderområderne, hvor postkasserne typisk er samlet i klynger i Sverige, hvilket gør det mindre omkostningstungt at bringe post ud.

- Nogle steder har de her klynger af postkasser, hvor postbuddene ikke skal køre de sidste kilometer til dem, der bor længst væk, siger han.

Selv om Postnord forklarer sig med tilbagegangen i brevpost som den primære forklaring på det store underskud, kom 84 procent af Postnords underskud i 2015 fra andre forretningsområder end den befordringspligtige kerneforretning.

OM POSTNORD

  • Postnord AB er holdingselskabet for en koncern, som tilbyder kommunikations- og logistikløsninger i Sverige, Danmark, Norge og Sverige. Postnord har hovedkvarter i Solna i Sverige.

  • Koncernen har 33.278 ansatte - for fem år siden var der over 40.000 ansatte.

  • I Danmark er omkring 10.000 ansat i koncernen. Men her er der også barberet voldsomt ned de senere år.

  • Postnord Danmarks befordringspligt i forbindelse med A-breve ophørte fra 1. juli 2016, og brevet er fra og med 1. juli standardbrevet med et servicekrav om omdeling inden for fem dage. Det giver mulighed for at omstrukturere hele den danske forretning.