Selvom det seneste kvartalsregnskab tegner blodrøde tal på bundlinjen for den dansk-svenske postkoncern Postnord, så er bestyrelsesformand Jens Moberg optimistisk omkring fremtiden.
- Regnskabet giver et betydeligt underskud for Postnord, men det er helt i henhold til planen, siger han.
Regnskabet fra det statsejede postselskab, der er ejet af Danmark og Sverige i fælleskab, viser, at der er tabt 171 millioner danske kroner i selskabet, når tredje kvartal gøres op.
Tabet skyldes primært en udvikling i den del af virksomheden, som opererer på det danske postmarked, fortæller Postnords bestyrelsesformand.
- Vi ser et meget stort tab på den brevforretning, vi har i Danmark. Det er det, der fremgår af regnskabet, forklarer Jens Moberg.
Statens milliarder skal redde Postnord
Ifølge det regnskab, som Postnord i dag har fremlagt, så er den samlede mængde breve faldet med hele 21 procent i månederne juni-september.
- I Danmark falder brevmængderne med omkring 15-20 procent fra måned til måned, så det er et massivt fald, siger Jens Moberg.
Den danske og svenske stat har i flere måneder forhandlet benhårdt om, hvordan man skal løse de økonomiske problemer i postkoncernen.
Men i fredags faldt en aftale på plads, hvor Sverige betaler 309 millioner kroner, og Danmark betaler knap 1,4 milliarder kroner til en redningspakke
Ifølge bestyrelsesformand vil de næste tre år byde på en massiv transformation af Postnord, der blandt andet betyder, at postnord skal bruge 1,16 milliarder af pengene fra den danske stat til at afskedige et stort antal medarbejdere for at sikre den fremtidige drift.
- I de kommende tre år vil vi afskedige i størrelsesordenen af 1.000 personer om året. Det er rigtig beklageligt, vi ville gerne fortsat have dem ansat, men vi har simpelthen ikke længere brevmængder til at retfærdiggøre det, siger Jens Moberg.