Dansker smidt ud af Postnord-bestyrelse: Det er ærgerligt og forkert

Med tusindvis af fyringer i sigte har danske postarbejdere mistet deres sidste repræsentant i toppen af Postnord.

- Der er gået landskamp i den. Det er ærgerligt, når man nu har en regel om, at der skal være lige repræsentation landende imellem, siger Lars Chemnitz fra 3F, der nu ikke længere er medlem af Postnords bestyrelse. (© Postnord)

Danske Lars Chemnitz er ikke længere medlem af Postnords bestyrelse. Han er blevet afsat i kølvandet på, at der er blevet præsenteret en redningsplan for postkoncernen.

Selvom der nu med en dansk-svensk aftale er sikret penge til at drive den danske del af Postnord videre, så kommer det til at koste tusindvis af arbejdspladser at få koncernen på ret køl igen.

Fyringer af danske medarbejdere indgår nemlig som en stor del af den milliarddyre redningsplan for Postnord, som Danmark og Sveriges regeringer gav håndslag på i fredags.

Lige netop derfor er det forkert, at der ikke længere sidder en eneste repræsentant for de danske medarbejdere i Postnords bestyrelse, mener Lars Chemnitz, der er formand for postbude og postarbejdere i 3F.

For godt en uge siden blev han skiftet ud som bestyrelsemedlem i Postnord med en repræsentant fra 3F's svenske søsterforbund, Seko Posten.

- Det er ærgerligt. Jeg synes også, at det er forkert. For det er selvfølgelig nødvendigt, at de danske postfolk kan løfte kasketten i bestyrelsen, så vi ved, hvad der foregår i en så vanskelig situation, som vi er i, siger han.

Udskiftningen i toppen af Postnord er kommet så pludseligt, at koncernen først efter DR Nyheders henvendelse tidligere i dag, har opdateret oversigten over bestyrelsesmedlemmerne på sin hjemmeside.

Men den er god nok, skriver Thomas Backteman, Postnords kommunikationsdirektør, i en e-mail.

- Lars Chemnitz er blevet erstattet af Sandra Svensk som ordinært bestyrelsesmedlem, og Seko har ifølge deres ordfører i Postnord, Johan Lindholm, fundet to nye suppleanter, skriver han.

Chemnitz: Der er gået landskamp i den

Dermed vejer de svenske bestyrelsesmedlemmer i dag langt tungere end de danske i postkoncernen, der i 2009 blev skabt ved at sammenlægge Post Danmark A/S med det svenske Posten AB.

Om Postnords bestyrelse

  • Der sidder i alt 11 medlemmer i Postnords bestyrelse.

  • De to ejere, Danmark og Sverige, udpeger hver fire medlemmer.

  • Derudover sidder der tre medarbejderrespræsentanter i bestyrelsen.

  • De svenske fagforbund har ret til selv at udpege disse, fordi Postnords moderselskab hører hjemme i Sverige.

Det er endnu uvist, præcis hvorfor Lars Chemnitz har mistet sit post.

Ifølge svensk lov har Seko retten til at udpege repræsentanter for Postnord-medarbejderne i bestyrelsen. Hos Postnord henviser kommunikationsdirektøren til Seko for yderligere forklaring på, hvorfor Lars Chemnitz er blevet udskiftet.

DR Nyheder har uden held forsøgt at komme i kontakt med Postnords bestyrelsesmedlemmer fra Seko Posten. Og Lars Chemnitz vil selv kun gisne om årsagen til sin udskiftning.

- Der er gået landskamp i den. Det er ærgerligt, når man nu har en regel om, at der skal være lige repræsentation landene imellem, siger 3F-formanden, som mener, at repræsentanterne i bestyrelsen burde være ligeligt fordelt mellem danske og svenske medlemmer.

Har rustet sig til muligt brud

Den danske og svenske stat har i flere måneder forhandlet benhårdt om, hvordan man skal løse de økonomiske problemer i postkoncernen, som er ejet af Danmark og Sverige i fællesskab.

Med fredagens aftale er landene blevet enige om, at Sverige betaler 309 millioner kroner, og Danmark betaler knap 1,4 milliarder kroner til en redningspakke.

Lars Chemnitz ser beslutningen om at udskifte ham som et udtryk for den store usikkerhed, der herskede op til offentliggørelsen af aftalen.

- Det blev mere og mere usikkert i forhold til, hvor galt det kunne gå, og så har man nok følt, at man måtte have den indflydelse i bestyrelsen, man kunne få brug for, siger han.

Føler du dig kuppet?

- Man kan ikke kalde det kup, når det er noget, de godt må ifølge svensk lov. Men vi føler os da frustrerede over ikke at være der, og det er også noget, vi har tænkt os at tage gode snakke med vores svenske kollegaer om, siger han.

Forventer du, at du selv eller en anden dansk kollega kommer i bestyrelsen igen?

- Det kan jeg ikke sige. Men som jeg ser det, så er beslutningen truffet i en bestemt situation, hvor man var usikre på finansieringen fra Danmark. Nu er det løst, og så synes jeg, der er baggrund for at tale om det igen, siger han.

De sidder i Postnords bestyrelse

  • Jens Moberg (bestyrelsesformand)

  • Mats Abrahamsson

  • Måns Carlsson

  • Gunnel Duveblad

  • Christian Ellegaard

  • Jesper Lok

  • Peder Lundquist

  • Anitra Steen Medarbejderrepræsentanter:

  • Sandra Svensk

  • Bo Fröström

  • Johan Lindholm Suppleanter:

  • Daniel Hansen

  • Ulrika Nilsson

  • Ulf Sjödin Kilde: Postnord