Postansatte siger nej tak til frivillige fratrædelser

Op mod 4.000 ansatte i Post Danmark skal afskediges. Foreløbig har 60 sagt ja til en frivillig fratrædelse.

Selv om man er sikret løn i tre år, kan det koste på tjenestemandspensionen at blive fyret fra Postnord. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Selv om de svenske medejere af Postnord højlydt har brokket sig over de dyre fratrædelsesordninger for de danske postansatte, har det foreløbigt ikke været nemt at få danske postarbejdere til at forlade det økonomisk tyngede postvæsen frivilligt.

Det skyldes primært, at de frivillige fratrædelser er økonomisk mindre attraktive, end en fyreseddel ville være.

- Det tilbud, der er givet, ligger mellem 12 og 24 måneders løn baseret på geografi og stilling, siger Eigil Johannesen, der er fællestillidsmand for HK'erne i Postnord.

En fyreseddel sikrer tjenestemænd hos Post Danmark, der er det danske datterselskab i Postnord, tre år med løn. Ud af de 500 adspurgte tjenestemænd i administration og ledelse har 60 sagt ja til en frivillig fratrædelse.

- En frivillig fratrædelse stiller tjenestemændene dårligere end en fyreseddel. Grunden til, at det kan interessere nogle medarbejdere, er, at man her kan tage imod et tilbud og selv være herre over sin skæbne. Sådan er det ikke med en fyreseddel, siger han.

Fyringer rammer pensionen

Men selv om man som fyret tjenestemand i Postnord er sikret tre års løn, er der mange, der frygter de omfattende fyringsrunder, som sættes i gang inden sommerferien.

For de kan gøre kraftige indhug i pensionen, forklarer Eigil Johannesen.

- Hvis man stopper som 60-årig, modregner staten din tjenestemandspension med 10 procent om måneden resten af livet. Derudover bliver det særlige tillæg halveret, siger han.

100 til 200 frivillige fratrædelser

I alt 3.000 tjenestemænd er blevet tilbudt en frivillig fratrædelse, de sidste 2.500 postarbejdere vil give svar i næste måned. Men Eigil Johannesen forventer ikke, at mange vil tage imod tilbudet.

- Jeg tror, vi ender et sted mellem 100 og 200 frivillige fratrædelser. Det har vi historisk set med den her slags tilbud. Der er også dem, der vælger at tage en frivillige fratrædelse for at undgå yderligere nedslidning for at skåne sig selv, fordi arbejdet i Postnord ser ud til at blive langt mere krævende fremover.

Den danske del af Postnord havde i første kvartal af 2016 et underskud på 168 millioner kroner. 70 millioner kroner kom fra hensættelser til fyrede medarbejdere. I alt regner Postnord med at skulle betale fem milliarder kroner til fyrede medarbejdere.

Det øvrige underskud skyldes ifølge koncernen, at brevmængden i Danmark fortsat går lodret nedad. I 1. kvartal skrumpede den således med endnu 17 procent.