Politisk flertal vil kunne straffe bankledelser

Et flertal i Folketinget vil finde flere midler til Finanstilsynet og indføre strengere straffe til bankcheferne.

Syv milliarder kroner er ifølge Berlingske ført gennem Dansk Banks filialer - og er dermed hvidvask, så de kan cirkulere tilbage i økonomien som rene penge. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Et flertal i Folketinget melder sig parat til at stramme reglerne over for landets banker og bankledelser.

Ud over større bøder til bankerne skal Finanstilsynet have mulighed for at straffe bankledelser, der ikke evner at holde styr på hvidvaskreglerne.

Det er blandt andet på tale, at Finanstilsynet skal kunne fjerne bankernes ledelser, lige som de kan blive stille personligt ansvarlige med bødestraffe.

- Vi skal lave nettet så finmasket som muligt. Det handler om at stille ledelsen til ansvar, som ikke lever op til sit ansvar. Og så skal vi have myndighederne til internationalt at arbejde sammen, siger Brian Mikkelsen.

De skærpede regler over for banker og bankledelser bakkes op af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

- Der har ikke været nok kontrol, og sanktionsmulighederne har været for få. Vi vil meget gerne fra Dansk Folkeparti sikre større grad af overvågning af bankerne, men det betyder også, at det vil komme på tale med flere ressourcer til Finanstilsynet, siger Hans Kristian Skibby, der er erhvervsordfører hos Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet vil sikre, at Finanstilsynet og Bagmandspolitiet får bedre redskaber til at sætte en stopper for de lyssky forretninger i finansverdenen.

I dag kan Berlingske fortælle, at Danmarks to største banker, Danske Bank og Nordea, er blevet brugt til hvidvaskning af godt syv milliarder kroner i et enormt svindelnummer på omkring 110 milliarder kroner, der primært stammer fra kriminalitet i Rusland.

- Det er alvorlig sag, som viser, at bankerne ikke har haft tilstrækkeligt fokus. Der har været et historisk ledelsessvigt i de danske banker i forhold til hvidvask, siger Brian Mikkelsen (K).

Han lægger lige som Dansk Folkeparti op til flere ressourcer til Finanstilsynet:

- Vi får også brug for at se på, om vi skal tilføre flere penge. Bankerne har ikke gjort det godt nok historisk set, siger Brian Mikkelsen.

I sommer blev Danske Bank og Nordea politianmeldt for manglende overholdelse af hvidvaskreglerne.

I dag kan Finanstilsynet ikke udstede bøder for brud på hvidvaskloven. Det kan det svenske Finanstilsyn, som sidste år stak Nordea en bøde på 50 millioner svenske kroner.

Det er bøder i dén størrelsesorden, som er på tale i Brian Mikkelsens ministerium.

SAGEN KORT:

  • Flere danske banker er ifølge Berlingske involveret i en stor sag om hvidvask af penge.

  • Ifølge avisen skal der være overført mere end syv milliarder kroner fordelt på 1.700 overførsler i perioden 2011 til 2014.

  • Pengene er hovedsageligt overført fra britiske skuffeselskaber gennem danske banker og er endt i selskaber på Seychellerne og i Panama.

  • Det antages, at dele af pengene stammer fra kriminalitet.

  • Kilde: Ritzau og Berlingske