Det juridiske opgør i kølvandet på olievirksomheden OW Bunkers dramatiske konkurs i november sidste år er i gang.
Anført af pensionsgiganterne ATP og PFA lægger 27 danske pensionskasser sag an ved domstolen i den spektakulære sag.
- Det bør ikke kunne lade sig gøre, at det selskab, som er beskrevet i børsprospektet, går konkurs kun seks måneder efter børsintroduktionen. Derfor er det ekstremt vigtigt at få identificeret, hvad der er gået galt og få placeret et ansvar, siger Anders Damgaard, koncerndirektør i PFA.
De 27 pensionskasser tabte til sammen lige godt 800 millioner kroner på konkursen, der kom helt uventet og skyldtes en kombination af fejlslagne spekulationer i olieprisen og usikrede kreditter i et datterselskab i Singapore.
Formålet med sagen er især at få de tabte penge tilbage. I skudlinjen står den tidligere ledelse i OW Bunker samt den tidligere ejer, den svenske kapitalfond Altor, der tjente milliarder, da OW Bunker med fanfare blev introduceret på børsen i København i marts sidste år – blot et halvt år før selskabet krakkede.
- Det er vores pligt overfor ATP’s medlemmer at søge at få dækket så meget som muligt af det tab, vi har lidt på OW Bunkers konkurs. Det var en meget negativ begivenhed på det danske børsmarked, siger Kenneth Joensen, chefjurist i ATP.
Prospekt- og børsretlig sag
Der anlægges to sager, oplyser pensionskasserne.
Den ene sag vedrører prospektansvar, og her anlægges sagen mod OW Bunker, relevante tidligere ledelsesmedlemmer i OW Bunker og relevante Altor-enheder, står der i en pressemeddelelse, som pensionskasserne har sendt ud. Kernen her vil være at bevise, at det prospekt, der lå til grund for børsnoteringen, var vildledende.
Den anden sag vedrører ansvar for manglende overholdelse af børsretlige oplysningsforpligtelser, og her anlægges sagen mod OW Bunker og relevante tidligere ledelsesmedlemmer i OW Bunker. Det centrale her vil være at bevise, at ledelsen i OW Bunker forsømte at oplyse børsmarkedet om de økonomiske problemer i selskabet i månederne op til konkursen.
Pensionskasserne er i fuld gang med at udarbejde selve stævningen, fremgår det af pressemeddelelsen.