Parken stævnet for 83 millioner kroner af rederi

Rederiet Clipper har stævnet Parken Sport og Entertainment for 83 millioner kroner.

En afvisning fra Højesteret har fået rederiet Clipper til at stævne Parken Sport & Entertainment for 83 millioner kroner.

Rederiet Clipper har stævnet Parken Sport & Entertainment for 83 millioner kroner.

Det oplyser Parken Sport & Entertainment via fondsbørsen.

Stævningen kommer i forbindelse med den sag om kursmanipulation mod Parken Sport & Entertainment, der kører som ankesag ved landsretten.

Clipper Group har tidligere forsøgt at få kravet ind i den eksisterende sag, men det sagde Højesteret nej til. Derfor har selskabet nu indgivet en stævning, fordi det har tabt millioner på sine aktier i Parken Sport & Entertainment.

Sidste år blev tidligere fodboldboss Flemming "Don Ø" Østergaard og tidligere Parken-direktør Jørgen Glistrup idømt henholdsvis fire og seks måneders fængsel i sagen, og selskabet Parken Sport og Entertainment fik en bøde på en million kroner.

Sagen drejede sig om, at Parken i 2007 og 2008 ifølge anklagemyndigheden manipulerede med kursen på Parken-aktien ved at købe 95.000 styk.

For et år siden frifandt Københavns Byret de to mænd og selskabet for flere anklager, men retten vurderede, at der var afgivet 49 manipulerende handler i efteråret 2008.

Clipper havde ikke fremsat kravet i forbindelse med byretssagen, og i sommer afviste både Østre Landsret og Højesteret at medtage kravet i ankesagen.

Parken Sport & Entertainment afviser kravet.

/ritzau/