Shippingselskabet Clipper Group får ikke lov til at rejse et millionkrav i forbindelse med en straffesag mod forretningsmændene Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup. Højesteret har sagt nej, oplyser Glistrups forsvarer, Andro Vrlic.
Selskabet ville i forbindelse med en retssag i Østre Landsret rejse et krav på 83 millioner kroner. Penge, som selskabet mener at have til gode på grund af manipulation med aktiekurser. Retssagen, der er en ankesag, blev indledt i august.
Sidste år blev den tidligere fodboldboss Flemming "Don Ø" Østergaard og Jørgen Glistrup, der er søn af den navnkundige afdøde politiker Mogens Glistrup, idømt fire og seks måneders fængsel i sagen. Selskabet Parken Sport og Entertainment fik en bøde på en million kroner i sagen.
Det hele drejer sig om, at Parken tilbage i 2007 og 2008 ifølge anklagemyndigheden manipulerede med kursen på Parken-aktien ved at købe 95.000 styk.
I september sidste år frifandt Københavns Byret de to mænd og selskabet for en betydelig del af de påståede manipulationer. Men retten vurderede dog, at der var afgivet 49 manipulerende handler i efteråret 2008. Glistrup blev gjort ansvarlig for 32, Østergaard for 15.
To andre mænd blev i sagen idømt betingede fængselsstraffe på 30 og 40 dage, mens selskabet FIH Erhvervsbank blev frifundet.
Østergaard, Glistrup og Parken valgte at anke dommen til Østre Landsret. De vil frifindes.
I forbindelse med ankesagen har selskabet Clipper Group så meldt sig på banen med et erstatningskrav på 83 millioner kroner. Selskabet mener at have mistet beløbet på grund af nogle aktiekøb i januar og maj 2008.
Clipper havde ikke fremsat kravet i forbindelse med byretssagen, og i sommer afviste Østre Landsret så at medtage kravet i ankesagen. Det er den afgørelse, som nu er blevet stadfæstet af Højesteret.
/ritzau/