Medicinalgiganten Novo Nordisk, som har til huse ved Bagsværd Sø, står umådeligt stærkt.
Så enkelt lyder det fra DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder, efter at Novo Nordisk har fremlagt sit årsregnskab for 2015.
34,9 milliarder kroner efter skat lød nettoresultatet på. Det er 8,4 milliarder kroner mere end året før.
- Det er tegn på, at det er et helt utroligt stærkt selskab. Kigger man på økonomien, var Novo Nordisk det selskab, der tjente flest penge sidste år. Det er en kæmpe succesmaskine, siger Casper Schrøder.
Diabetesmidler hitter
Blandt Novos produkter er det særligt diabetesmidlet Victoza, som har bidraget til succesen, men også salget af selskabets moderne insuliner er steget med 22 procent, fremgår det.
Hvorfor går det så godt for Novo Nordisk?
- De seneste 10-15 år har de formået at opbygge en utrolig stærk position på diabetesmedicin, og så er de selvfølgelig også hjulpet på vej af, at flere folk får diabetes, siger DR's økonomikorrespondent.
Udsigt til langsommere vækst
I årsregnskabet annoncerer Novo Nordisk, at de vil lancere et aktietilbagekøbsprogram på 14 milliarder, ligesom de vil øge udbyttet på selskabets aktier.
Også det er gode tegn på, at vækstmotoren spinner, lyder det.
- Når et selskab kan lancere så stort et program, så er det et klart tegn på, at der er mange penge i kassen. Noget tyder dog på, at væksten vil stige langsommere i de kommende år, siger Casper Schrøder.
I Kina har markedet da også overrasket mindre positivt. Her har Novo Nordisk tabt markedsandele på grund af intensiv konkurrence, sundhedsreformer og aftagende økonomisk vækst, fremgår det af regnskabet. Helt konkret faldt Novo Nordisk markedsandel på det samlede insulinmarked i Kina fra 58 procent i 2014 til 55 procent i 2015.
- Det er ikke noget, man er vant til i Novo Nordisk. Så det bliver interessant at se, hvordan man vil håndtere det, siger Casper Schrøder.