Novo Nordisk har tjent 8,4 milliarder mere end sidste år

Medicinalvirksomheden Novo Nordisks succes fortsætter. Nettoresultatet for 2015 landede på 34,9 milliarder kroner efter skat.

Milliarderne triller ind til Novo Nordisk. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Medicinalgiganten Novo Nordisk fortsætter med at overgå sig selv.

Sidste år opnåede de et nettoresultat på 34,9 milliarder kroner efter skat, hvilket er 8,4 milliarder mere end året før.

Det viser et netop præsenteret årsregnskab.

- Vi er meget tilfredse med Novo Nordisks præstation i 2015, og med de resultater, vi har opnået, siger Lars Rebien Sørensen, direktør i Novo Nordisk, i en kommentar til regnskabet.

Generelt er salget steget med 22 procent, og det er særligt diabetesmidlet Victoza, der har bidraget til fremgangen, ligesom selskabet har øget sit samlede salg i Nordamerika med 32 procent i danske kroner.

Samlet set kom Novo Nordisk ud af året med en omsætning på 107.9 milliarder kroner, viser regnskabet. I 2016 vil Novo Nordisk fortsat have fokus på den globale lancering af diabetesmedicinen Tresiba, siger Lars Rebien Sørensen.

Ligesom Danske Bank gjorde det i går, planlægger Novo Nordisk at lancere et aktietilbagekøbsprogram på op til 14 milliarder kroner. Medicinalgiganten sigter desuden efter at udbetale et udbytte på 6,40 kroner per aktie for regnskabsåret 2015.

/ritzau/