Nykredit-koncernen har fået megen kritik for at hæve bidragssatserne for kunderne i datterselskabet Totalkredit fra og med 1. juli.
Men bidragssatserne er ikke de eneste gebyrer, der får et løft ved den lejlighed.
Berlingske fortæller lørdag, at kursfradraget - eller kursskæringen - også hæves fra 0,1 point til 0,2 point. Nykredit oplyser til Ritzau, at stigningen sker både i Totalkredit og i Nykredit.
Det betyder i praksis, at hvor man førhen trak 0,1 point fra den aktuelle kurs på en given obligation ved udbetaling af et lån, trækker man nu 0,2 point fra.
- I Totalkredit har vi hidtil været billigere end vores store konkurrenter på dette gebyr. Nu bliver prisen den samme hos os som hos de store konkurrenter, siger koncernchef i en skriftlig udtalelse til Ritzau.
- Vi forventer, at det vil give en merindtjening på cirka 30 millioner kroner i år i Totalkredit, siger han.
Ifølge Berlingske vil gevinsten fra kursskæringen imidlertid blive langt højere.
Ifølge avisen vil selskabet score en ekstragevinst på en kvart milliard kroner hvert år, hvis udlånet holder sig på et niveau svarende til gennemsnittet for de seneste seks år.
/ritzau/