Nordea opnår et ordinært resultat for 2016 på 4,4 milliarder euro, svarende til godt 32 milliarder danske kroner. Det er ni procent mindre end året før.
Det skyldes blandt andet, at driftsindtægterne er faldet med to procent, mens omkostningerne er steget med fire procent.
Regnskabet kommer på et tidspunkt, hvor Nordea har været igennem et begivenhedsrigt 2016, hvor sagen om de såkaldte Panama-papirer og skattely trak store overskrifter.
Nordea er som alle andre banker presset af centralbankernes negative renter.
De gør det svært at tjene penge på udlån. Og omvendt øger de omkostningerne ved at have penge stående i nationalbankerne.
Nordea gennemførte ved nytårstid en fusion, hvor de selvstændige afdelinger i Danmark, Finland og Norge blev nedlagt. De blev i stedet lagt ind under ét fælles selskab med hovedsæde i Sverige.
Om udsigterne til det igangværende regnskabsår siger koncernchef Casper von Koskull:
- 2017 ventes også at blive et begivenhedsrigt år, og vi er godt forberedt til at håndtere udfordringerne.
/ritzau/