Det bliver med to nye ansigter i klassen, når der åbnes for handel med de danske eliteaktier 19. december.
Fra og med den dato skiftes der ud i det såkaldte C20-indeks, der er de 20 mest værdifulde og omsatte aktier på den københavnske fondsbørs, Nasdaq Copenhagen.
Det er Nets og Dong Energy, der efter at have gennemført børsintroduktioner tidligere på året, presser sig på til en plads i det fine selskab.
Og de er begge sluppet igennem nåleøjet til fordel for Nordea og FLSmidth, der glider ud af indekset.
Strømpil for aktiemarkedets bevægelser
Det er ren teknik, der afgør, hvem der får lov at være med i C20-familien.
Først udvælges de 25 aktier med størst markedsværdi, målt på tilgængelige aktier.
Af dem udpeges de 20 aktier, der er omsat mest inden for de seneste seks måneder. Disse 20 aktier bruges blandt andet til at give en strømpil for aktiemarkedets bevægelser.
De er grundlaget for det mest benyttede danske aktieindeks, C20 Cap, hvor aktiekurserne vægtes efter markedsværdi. Dog med den undtagelse, at hver enkelt aktie maksimalt må have en vægt på 20 procent.
Undtagelsen er nødvendig, fordi Novo-aktien - der har den klart højeste markedsværdi - ellers kunne komme til at fylde alt for meget og trække indekset skævt.
/ritzau/
FAKTA: Her er de danske danske eliteaktier
- •
A.P. Møller Mærsk A
- •
A.P. Møller-Mærsk B
- •
Carlsberg B
- •
Chr. Hansen Holding
- •
Coloplast B
- •
Danske Bank
- •
Dong Energy
- •
DSV
- •
Genmab
- •
GN Store Nord
- •
ISS
- •
Jyske Bank
- •
H. Lundbeck
- •
Nets
- •
Novo Nordisk B
- •
Novozymes B
- •
Pandora
- •
TDC
- •
Vestas Wind Systems
- •
William Demant Holding
Kilde: Nasdaq Copenhagen