Nationalbanken: Økonomien har det fremragende

Men der er en indbygget risiko for overophedning, lyder det fra Nationalbanken.

Nationalbankdirektør peger på flere gode takter i dansk økonomi. Men der er også faremomenter. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Danskerne strømmer i stigende antal i arbejdstøjet. Købekraften stiger, og virksomhedernes ordrebøger vokser.

Det er masser af sundhedstegn i dansk økonomi. Og derfor forventer Danmarks Nationalbank i en ny prognose fortsat vækst i de næste tre år. Men den gode nyhed kommer ikke uden forbehold.

- Det går godt for dansk økonomi, og det skal vi værne om. Det er, når det går godt, at den økonomiske politik skal udvise mådehold og sørge for, at der er noget at stå imod med efter en højkonjunktur. Sådan en varer jo ikke evigt, siger nationalbankdirektør Lars Rohde.

Helt konkret ventes bruttonationalproduktet, BNP, at stige med 1,9 procent i år, 1,8 procent til næste år og 1,7 procent i 2020.

- Dansk økonomi er inde i en højkonjunktur, og det er derfor naturligt med lidt lavere vækstrater om nogle år, når virksomhedernes kapacitet bliver mere presset, skriver nationalbanken.

Blåstempler reformer på arbejdsmarkedet

Opsvinget, der ifølge nationalbanken begyndte i 2013, er i dag især tydeligt på arbejdsmarkedet, hvor beskæftigelsen fortsætter med at stige.

Siden begyndelsen af opsvinget er beskæftigelsen steget med 180.000 personer, og stigningen er stort set udelukkende sket i den private sektor.

Her kvitterer nationalbanken for flere reformer på arbejdsmarkedet - aftalen om senere tilbagetrækning, som blev vedtaget i 2011 og reformen af førtidspensionssystemet fra 2012.

- Reformerne har været med til at gøre fremgangen på arbejdsmarkedet sund indtil videre, udtaler nationalbankdirektør Lars Rohde.

Beskæftigelsen ventes at tabe tempo

Der er udsigt til fortsat fremgang i beskæftigelsen, men ikke i samme tempo.

Beskæftigelsen ventes at stige med lidt under 75.000 frem mod slutning af 2020, og holder det stik, vil den i alt være steget med en kvart million personer siden begyndelsen af 2013.

Selv om arbejdsstyrken er øget, melder virksomhederne i stigende grad om mangel på arbejdskraft.

- Og det må forventes, at presset på arbejdsmarkedet tager til i takt med, at dansk økonomi bevæger sig dybere ind i højkonjunkturen, skriver nationalbanken.

Advarsel mod løbsk økonomi

Økonomien får god støtte fra Danmarks vigtigste eksportmarkeder, hvor der er kommet mere fart på opsvinget det seneste år.

Men der er udsigt til en mere afdæmpet højkonjunktur i USA og landene i euroområdet end i midten af 2000'erne. Og der er risici forbundet med udviklingen.

Blandt andet som følge af ­lempelig finanspolitik i USA, skriver nationalbanken.

- Vi skal undgå, at højkonjunkturen udvikler sig til en overophedning, som så efterfølges af et tilbageslag. Regeringen bør derfor være forberedt på med kort varsel at kunne iværksætte en forebyggende finanspolitisk opstramning, hvis der er tegn på, at økonomien er på vej ud i en overophedning, udtaler Lars Rohde.

Danskerne holder fortsat for meget på pengene

Nationalbanken peger desuden på, at forbrugernes købekraft de seneste par år er øget i takt med, at beskæftigelsen er steget, renterne er faldet, og stigningen i forbrugerpriserne har været lav.

Men husholdningerne har ikke vekslet hele fremgangen i indkomsten til forbrug og sparer fortsat meget op.

- Der er risiko for, at højkonjunkturen bliver kraftigere end forudset, og usikkerheden om den økonomiske udvikling forstærkes af, at der sker store udbetalinger af tidligere indbetalt efterløn og for meget betalt ejendomsskat, siger Lars Rohde.