Det går stadig godt for dansk økonomi.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at bruttonationalproduktet steg med 2,1 procent i 2017.
Den er den højeste vækst siden 2006.
- Det er første gang i elleve år, at væksten i dansk økonomi er kommet op over to procent. Vi skal altså kigge helt tilbage til før krisen for at finde så høj vækst, siger direktør Kent Damsgaard, Dansk Industri.
Danske Bank er lidt mere forbeholdne.
- Opsvinget i dansk økonomi fortsætter. Men vi må også sige, at der er nogen usikkerhed bag de her tal, siger cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.
Milliardhandel
For en del af væksten skyldes en enkelt handel.
- Der er en enkeltstående betaling fra udlandet for brug af et danskejet patent. Det er omkring ni milliarder kroner, det drejer sig om. Det er så stort et beløb, at det noget usædvanligt har indflydelse på de nationale tal. Denne ene betaling løfter både den danske produktion og eksport og har effekt på bruttonationalproduktet, siger Las Olsen.
Uden den enkeltstående betaling ville den danske vækst ligge på mere beskedne 1,7 procent.
- Det er net, uden at være prangende, vurderer Las Olsen.
Holder på pengene
Bag tallene gemmer sig også et lidt mere broget billede af, hvor pengene bliver brugt.
- Vi kan se at privatforbruget ikke stiger ret meget. Det skyldes sandsynligvis, at vi har oplevet prisstigninger i en grad, hvor lønningerne ikke helt kan følge med, siger Las Olsen.
- Og så kan vi se, at rigtig mange ventede med at købe ny bil på grund af de politiske forhandlinger om lavere afgifter. Men selvom mange anskaffede sig bil, da aftalen var på plads, så var det altså ikke helt nok til for alvor at skubbe til privatforbruget, siger Las Olsen.
Gang i erhvervslivet
Til gengæld ser det ud til, at penge strømmer mere frit i erhvervslivet og i byggeriet.
- Det er meget positivt, at investeringerne i erhverv og bolig stiger. På boligområdet er der stor aktivitet i byerne, hvor kombinationen af høje boligpriser og lave renter har sat gang i byggekranerne, siger Las Olsen.
Både Las Olsen og Kent Damsgaard venter at også 2018 bliver et år med pæn vækst i økonomien.
- Vores medlemsvirksomheder venter fortsat fremgang i 2018 over hele landet. Vi tror på over 60.000 nye job inden for de næste to år, siger direktør Kent Damsgaard.