Livsfarligt arbejdsmiljø, skjulte arbejdsulykker, skatte- og lønsnyd.
Rækken af skandaler i forbindelse med byggeriet af Københavns nye metrobyggeri, Cityringen, er lang. Og i langt de fleste tilfælde er det gået ud over de udenlandske metroarbejdere.
Alene i 2015 er ansatte på metrobyggeriet blevet snydt for 41,7 millioner kroner, viser en opgørelse, som DR Nyheder har lavet.
Nedenfor kan du se, hvilke skandaler der har ramt det største anlægsprojekt siden Storebæltsbroen:
Danmarkshistoriens største sag om social dumping
I marts måned blev den italienske entreprenør på metobyggeriet dømt til at betale 22 millioner kroner i det, der betegnes som Danmarkshistoriens største sag om social dumping.
Den italienske entreprenør blev af Højesteret dømt for at have snydt sine polske, italienske og rumænske metroarbejdere for løn igennem to år. 3F Bygge, Jord og Miljø, som førte sagen for metroarbejderne, hævdede endda, at timelønnen for de ansatte var helt ned til 55 kroner i timen.
Irsk rod med lønninger
Den 26. juli væltede endnu en sag om social dumping ud af skabet.
Her kom det frem, at det irske mandskabsbureau ICDS har underbetalt sine ansatte. Det resulterede i, at ICDS skulle betale otte millioner kroner i bod og efterbetaling til sine ansatte og de ansattes fagforening 3F Bygge, Jord og Miljø.
Året forinden blev ICDS landskendt, da det kom frem, at firmaets ansatte boede under "kummerlige forhold".
Lønsnyd for syv millioner
Kun to dage efter, den 26. juli, kom det frem, at den italienske entreprenør Cipa igen havde snydt flere hundrede ansatte fra især Polen og Rumænien for overtidsbetaling.
Det fremgår af et forlig mellem Cipa og 3F Bygge, Jord og Miljø i København.
Sagen endte med, at Cipa måtte betale syv millioner kroner tilbage, som kompensation af snyderiet med lønningerne.
Ubetalt overarbejde for fire millioner
I december indgik Fagforeningen 3F forlig med ICDS, fordi deres indsatte ikke har haft arbejdstidsplaner, som de eller skulle have ifølge overenskomsten.
Det betyder, at de ikke har fået betaling for deres overarbejde, og at ICDS nu skal betale fire millioner kroner til metroarbejderne, oplyser 3F.
Megaflex skal betale én million
Samme snyd med arbejdstidsplaner er foregået hos firmaet Megaflex. De har derfor indgået et forlig, hvor de skal betale en million kroner for deres ansattes overarbejde.