Metro-entreprenør skal betale 22 millioner til ansatte

En italiensk entreprenør på metrobyggeriet skal betale sine flere hundrede ansatte 22 millioner kroner i bod og efterbetaling.

Flere hundrede ansatte i italienske Cipa, der er entreprenør på metrobyggeriet i København, får nu efterbetalt 22 millioner kroner. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

Den italienske entreprenør Cipa skal betale 22 millioner kroner i bod og efterbetaling for at have underbetalt flere hundrede ansatte på metrobyggeriet i København.

Afgørelsen gør sagen til den største om social dumping nogensinde i Danmark, skriver Fagbladet 3F.

Har snydt i løn i to år

Det var tidligere højesteretsdommer Poul Sørensen, der i den faglige voldgiftsret afgjorde, at Cipa har snydt polske, italienske og rumænske metroarbejdere for løn igennem to år. Det fremgår af dommen, som Fagbladet 3F er i besiddelse af.

Sagen blev ført af metroarbejdernes fagforening, 3F Bygge, Jord og Miljø i Købehavn. De har hævdet, at timelønnen for de ansatte var helt ned til 55 kroner i timen.

Det står klart, at vi har haft ret i vores påstand, og det er vi tilfredse med. Det her er klart den største sag om underbetaling i Danmark nogensinde, siger faglig sekretær Silas Grage.

Lønsedler blev rettet

Dommeren slår ifølge 3F fast, at de ansatte har arbejdet langt flere timer, end de fik løn for, samt at deres lønsedler efterfølgende blev rettet, så det så ud, som om de fik den korrekte løn.

I den skriftlige redegørelse står, at det skete ved at forfalske de ansattes underskrifter.

/DR Nyheder/