Skat står i en rendyrket krisesituation, efter at en rapport ifølge Berlingske nu endeligt giver inddrivelsessystemet EFI, som har været 10 år undervejs, en nedadvendt tommelfinger.
- Man kan ikke lige lukke det ned, for der er ikke noget alternativ. Der er lukket af for det gamle og ført data over i det nye. Man skulle selvfølgelig have sat gang i en paralleldrift og prøvet af, om det her nu fungerer, men det har man jo ikke gjort, siger Erik Frøkjær, lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet:
- Man står i skidtet, det er også derfor, jeg mener, vi står i en krisesituation.
EFI-systemet har været forsinket ad flere omgange de seneste 10 år, og problemerne med EFI er fortsat, efter at det blev taget i drift i 2013. Systemet er både blevet kritiseret for ikke at opkræve gæld og senest for at opkræve gæld, som egentlig var forældet.
Kaptajnen er faldet død om
Det er fra start til slut grebet forkert an, mener Erik Frøkjær:
- Der var store problemer med skattesystemet før. Det var alt for dyrt og alt for ufleksibelt, og kommunernes del skulle centraliseres. Det var baggrunden for at centralisere og lave en mere effektiv inddrivelse. Men det gik galt, da nogle har fået fluer på hjernen og har sat et helt urealistisk ambitiøst system i gang. I den her automatisering har man slet ikke taget hensyn til de ringe data, som man vidste lå i ligningssystemet, og som skattesystemet også havde før, siger han.
Resultatet er, at Skat står på en dødsejler uden retning, mener Frøkjær:
- Vi er på en dødsejler, som vi desværre sejler med. Kaptajnen er faldet død om, og selvfølgelig er der fare for skibet og de mennesker, der er ombord. Det er situationen med EFI, der nu er sat i haltende drift.
- Det er en meget kompliceret øvelse at få det sat af. EFI-systemet baserer sig på data fra andre fødesystemer, som er i en ganske ringe forfatning, hvor man ikke er klar over forældelsesdatoen, og hvad data præcis betyder. Det er en meget kompliceret øvelse for Skat og ledelse og medarbejdere at få liv i skuden og få saneret EFI, siger han.
For ambitiøst
Det er ikke første gang, et offentligt IT-system går i hårdknude. Og netop skattesystemet er noget af det mest komplekse, der er:
- Det er ikke realistisk at lave automatiseret sagsbehandling på et så komplekst område, som skatteforvaltning er. Det er en idé, som er dømt til at fejle. Det kunne man have regnet ud fra starten, hvis man havde spurgt nogen, der vidste noget om det fra starten, siger Erik Frøkjær.
Selv om det kan virke besnærende at automatisere myndighedsopgaverne i store, komplekse IT-systemer, ender det sjældent godt:
- Ideen om de her automatiske ekspertsystemer er gang på gang endt som dødsejlere, og det er det, vi har set også med EFI-systemet, siger Erik Frøkjær.