Mærsk skærer 139 oliearbejdspladser væk i Danmark

Maersk Oils spareplan ender med at koste 139 job. 16 af dem skal findes på boreplatformene.

(Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

I alt 139 stillinger ryger i forbindelse med den spareplan, som Maersk Oil lagde på bordet i starten af januar.

Det skriver selskabet ifølge Ritzau i en pressemeddelelse tirsdag.

Spareplanerne i Maersk Oil, der er olie- og gasdivisionen i A.P. Møller-Mærsk, har blandt andet betydet, at flere funktioner er blevet flyttet fra København til Esbjerg.

Den danske del af forretningen, der beskæftiger sig med felterne i Nordsøen, blev samlet i Esbjerg, mens hovedsædet for Maersk Oil fortsat ligger i København.

Faldende olieindtægter

Spareplanen er endt med i alt 123 nedlagte stillinger, oplyser Maersk Oil tirsdag, mens en ny og sidste fase ventes at give yderligere 16 sløjfede jobs.

- Anden fase af reorganiseringen omfatter offshoreorganisationen og medfører blandt andet flytning af planlægnings- og administrative opgaver fra offshore til onshore, skriver Maersk Oil i pressemeddelelsen.

Samtidig skal der dog oprustes inde på land i forbindelse med planerne om at genopbygge Tyra-feltet - en konsekvens af den nye skatteaftale, der blev lavet med regeringen tidligere på året.

Maersk Oil skal efter planen udskilles fra A.P. Møller-Mærsk i de kommende år, da koncernen vil fokusere på sine forretninger inden for shipping og logistik.

Maersk Oil har været ramt af faldende oliepriser de senere år, og det er gået hårdt ud over indtjeningen.

Selskabets danske afdeling beskæftiger 1.350 ansatte og har hovedkontor i Esbjerg.

/DR Nyheder/