Maersk Oil er blevet fravalgt som partner på oliefeltet Al Shaheen i Qatar, som udgør 40 procent af Maersk Oils produktion.
- Det her ryster selve fundamentet under selskabet, siger senioranalytiker ved Sydbank, Morten Imsgard.
- Maersk Oil har været bygget op om denne lukrative kontrakt i Qatar, den har sikret dem gode penge selv i perioder med lav oliepris. Den har stabiliseret dem i usikre perioder.
Ifølge Morten Imsgard efterlader tabet af kontrakten Maersk Oil ved en korsvej, hvor firmaet enten skal investere i nye operatørkontrakter i oliefelter eller droppe forretningsområdet totalt.
- En ting er sikkert, status quo er ikke en mulighed, de er nødt til at reagere med nye investeringer eller beslutte en anden fremtid, siger han.
- Maersk Oil har masser muligheder for at købe sig til erstatning på området, men spørgsmålet er, om den fremtidige strategi peger i denne retning – det vil tiden vise.
Maersk Oil har gennem 24 år været med til at udvikle Al Shaheen til Qatars største offshore-oliefelt.