Mælkebønder om overforbrug hos Arla: Det’ træls og mangel på respekt

Andelshavere stoler på, at Arlas ledelse har stoppet usundt forbrug blandt svenske ansatte.

  • Arlas ansatte har holdt festmiddage på det femstjernede Grand Hotel i Stockholm. En regning fra en middag i 2014 lyder på 152.743 SEK. Ifølge Arla er der nu sat en stopper for middage i den kaliber.
  • Arla ejes af 12.700 mælkebønder. De har betalt for et overforbrug blandt andelsselskabets svenske ansatte. Mens deres egne mælkepriser faldt. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)
1 / 2

Fra Nordsjælland til Vestjylland vækker det opsigt blandt mælkebønder, at ansatte i den svenske del af Arla har haft et overforbrug, der er mere omfattende end hidtil kendt.

- Det er en træls historie, og det provokerende mig voldsomt, da det kom frem. Det er jo mine penge, de bruger. Det er slet ikke i orden.

Sådan lyder det fra en af Arlas andelshavere, Per Balleby, der har 125 malkekøer på en gård i Stoholm ved Viborg.

Andelshaverne har betalt

En festmiddag på et femstjernet hotel i Stockholm. Gavekort til smykker for over 300.000 svenske kroner og racerkørsel er blandt de ting, som en kreds af ansatte hos Arla i Sverige har brugt penge på.

Det viser kvitteringer fra 2014, som DR Nyheder har fået adgang til gennem den svenske tv-station SVT, der i aften sender en udsendelse om sagen.

Der eksisterer to regninger på indkøb af flere ure, som samlet er på over 300.000 svenske kroner. Blandt andet har ansatte i Arla i Sverige fået et ur med 14 karat guld som tak for deres indsats, efter at de har været ansat i 25 år. Arla har nu ændret sine retningslinjer for at komme de dyre gaveindkøb til livs.

Forbruget, som Arla nu selv kalder usundt, uacceptabelt og sløset, er betalt af Arlas 12.700 andelshavere – heriblandt Per Balleby og 3.100 andre danske mælkebønder.

Mangel på respekt

I Nordsjælland mellem Græsted og Gilleleje bor landmanden Carsten Vestergaard. Han kalder overforbruget for ”uacceptabelt”.

- Det er mangel på respekt for ejernes penge. Man bruger penge på ting, der ikke er relevante i forhold til det at drive forretningen, men mere handler om at have en festlig aften, siger han.

Carsten Vestergaard har været andelshaver i Arla (tidl. MD Foods) siden 1988. Og det kommer bag på ham, at frås med pengekassen kunne ske i andelsselskabet.

- Man har kørt mange besparelsesprogrammer og har en god ledelse, så det var overraskende, at det kunne finde sted, siger han.

Indkøb af guldure

Det er en intern undersøgelse i Arla, der har vist, at ansatte i Arla i Sverige har brugt flere hundrede tusind svenske kroner på blandt andet slotsophold, guldure og golftøj – på Arlas og dermed mælkebøndernes regning.

De samlende beløb er ikke noget, de 12.700 andelshavere kan mærke i deres egen private pengekasse. Men forbruget er stadig uacceptabelt, mener både Per Balleby og Carsten Vestergaard.

Samme holdning har Kjartan Poulsen, der er mælkebonde ved Varde i Vestjylland og formand for Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter.

I 2014, hvor Arla-kvitteringerne stammer fra, faldt Arlas mælkepriser fra 334 øre til 266 øre pr. kilogram mælk. Siden er prisen dykket yderligere og ligger nu på 211 øre. Det laveste niveau i mange år.

- Vi står og mangler 50 til 60 øre mindst pr. liter bare for at få bundlinjen til at gå i nul. Derfor er det ikke rart, når der dukker sådan nogle sager op. Så tænker man, hvad tænker de ansatte på? Tænker de overhovedet på os? siger Kjartan Poulsen.

Kjartan Poulsen er mælkebonde i Outrup ved Varde og en af Arlas 12.700 andelshavere. (Foto: © DR Nyheder, DR)

Tillid til ledelsen

Carsten Vestergaard er ligesom Per Balleby medlem af repræsentantskabet i Arla, der er det øverste folkevalgte organ.

Begge har de sammen med Kjartan Poulsen tiltro til, at Arlas bestyrelse har taget hånd om problemerne med overforbruget.

- Som folkevalgte og ejere er vi jo ikke med i den daglige drift, og derfor er vi nødt til at have tillid til, at ledelsen har styr på det, siger Carsten Vestergaard.

Arla taler ikke om fyringer

I Arlas afdeling i Sverige siger kommunikationsdirektør Gunnar Gidefeldt til DR Nyheder, at selskabet har taget hånd om problemet, der ifølge Arla kun har fundet sted i Sverige.

En række ændringer er gennemført. Eksempelvis er der kommet nye regler for rejser, konferencer, firmakort og personalegoder. Ifølge Arla har det ført til en besparelse på 10 millioner svenske kroner.

Gunnar Gidefeldt vil dog ikke svare på, om overforbruget har ført til fyringer blandt de ansatte.

- De problemer, vi har haft omkring det her, er blevet håndteret internt, og om det haft betydning for medarbejdere er ikke noget vi kommenterer eksternt, siger han. Du kan se mere om historien i det svenske tv-program ”Uppdrag granskning” på SVT1 og SVT Play kl. 20.00 i aften.