Lego indleder stor kopisag i Kina

For at blokere en bølge af kopiprodukter i Kina trækker Lego kontroversielt firma i retten.

De populære Legoklodser bliver kopieret i Kina af virksomheden Lepin, der også på firmalogoet har lagt sit design klods op ad Lego. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Danske Lego blæser til angreb mod det kinesiske kopifirma Lepin, som har drevet gæk med legetøjskæmpen fra Billund i månedsvis.

Lepin sælger kopiprodukter i massevis, som ligner Legos produkter til forveksling. Kopierne er billigere end Lego, men de er også ulovlige og krænker Legos rettigheder. Det mener ledelsen i Lego, som nu sagsøger Lepin ved en kinesisk domstol for at stoppe spredningen af kopierne.

Tidligere har Lego afvist at kommentere juridiske slagsmål med konkurrenter. Men i TV Avisen i aften gør Lego en undtagelse og langer kraftigt ud efter Lepin.

- Lepin kopierer stort set hele produktet, og det er vi ikke trygge ved, siger Peter Kjær, Vice President i Legos juridiske afdeling, til DR Nyheder.

Kan ikke se forskel

Han understreger, at kopiprodukter kan være af dårlig kvalitet og i værste fald farlige, hvis fremstillingsmetoden ikke er i orden.

Lepin har specialiseret sig i at fremstille kopier af populære Lego-serier som Starwars, Ninjago, Friends, Technic og Creator. Både logoet, æskerne, brugsanvisningerne og produkterne fra Lepin minder så meget om Lego, at forvirringen i dag er total blandt kinesiske forbrugere.

-Jeg kan ikke se forskel, sige Wang Li, indbygger i Henan, der er en af de forbrugere, som DR har talt med på gaden i Shanghai.

På kort tid har Lepin været i stand til at fremstille tro kopier af et stort antal Lego-produkter. Selv meget avancerede og dyre Lego-produkter findes nu i en kopiudgave fra Lepin. Det voksende antal kopiprodukter kan få alvorlige konsekvenser for Lego i Kina.

- Lego har investeret mange penge i et fremstød i Kina, og når sådan et kopifirma her kommer godt i gang, så kan Lego miste en del af sit marked og forbrugernes agtelse, fordi der kommer forvirring om brandet, siger Thorbjørn Swanstrøm, ekspert i varemærkebeskyttelse og advokat ved Chas. Hude.

Tillid til retssystemet

Lego har tidligere lidt nederlag i en kopisag i Kina, som nåede hele vejen til den kinesiske højesteret. Trods nederlaget i 2013 har Legos ledelse tillid til, at domstolene denne gang vil give Lego medhold.

- Vores advokater deler vores tro på, at hvis man forbereder sagerne ordentligt, så får man også den behandling i det kinesiske retssystem, som man skal have, siger Legos Peter Kjær.

Situationen er kritisk for Lego, fordi den danske legetøjskoncern har indledt en historisk offensiv på det kinesiske marked. Kina er udråbt som Legos vigtigste vækstmarked af topchef Jørgen Vig Knudstorp, som også har udtalt, at Kina skal blive Legos tredjestørste marked inden for de næste ti år.

Det er ikke lykkes for DR Nyheder at få en kommentar fra Lepin til sagsanlægget fra Lego.