Legomanden kan ikke uden videre kopieres.
EU-Domstolen afviser med en dom et forsøg fra den britiske legetøjsproducent Best Lock på at få underkendt varemærkebeskyttelsen af de små Lego-figurer, der kan klikkes sammen med hinanden og med andre Lego-elementer.
Best Lock laver sine egne figurer, som også passer sammen med Legos produkter. Virksomheden har udfordret Legos 15 år gamle varemærkebeskyttelse inden for EU ved at hævde, at figurernes udformning er nødvendig for at opnå et teknisk resultat.
Afviser den centrale påstand
Man kan ikke varemærkebeskytte udformninger, der er nødvendige for at opnå bestemte tekniske resultater.
Men domstolen afviser Best Locks centrale påstand med en vurdering af, at udformningen af figurerne alene giver dem menneskelige træk, og at de kan bruges af børn til leg. Og det er altså ikke tekniske resultater, som ville gøre, at de ikke kunne beskyttes.
/ritzau/