Den organiserede momssvindel, som DR har sat fokus på i de sidste par uger, må og skal kommes til livs.
Sådan lyder det fra organisationen Landbrug & Fødevarer.
Her efterlyser man, at politikerne kommer på banen i kampen mod svindlerne.
- Vi har intet imod, at man også har blik mod højere fængselsstraffe. Vi vil gerne have, at man kommer svindlerne til livs, forklarer administrerende direktør Karen Hækkerup, der tidligere har været socialdemokratisk justitsminister.
Landbrug & Fødevarer repræsenterer de danske fødevarerproducenter, og det er netop disse, som risikerer at komme i klemme, når svindlere snyder sig fra at betale moms.
- Når der kommer sådan nogle svindlere, der underbyder på prisen, så udkonkurrerer man selvfølgelig nogle af de gode producenter, forklarer Karen Hækkerup.
- Men de risikerer også at sætte fødevaresikkerheden over styr, ligesom det muligvis kan ende med at skade vores eksportmuligheder.
Indsatsen mod svindlerne skal desuden opprioriteres hos både Skat og politiet, mener Landbrug & Fødevarer.
DR’s dækning af momsrytterne har blandt andet afsløret, at en række personer, med forbindelser til både Islamisk Stat og Al Qaida, indgår i et netværk, der i Danmark er mistænkt for svindel med blandt andet moms og afgifter.