Lærer-forhandlinger står i stampe: Topforhandlere dropper møder efter nytår

Lønmodtagernes topforhandlerne bekræfter at musketer-ed om lærernes arbejdstid står ved magt.

Spørgsmålet om lærernes arbejdstid, der blev fastlagt ved lov i 2013, bremser overenskomstforhandlingerne for 740.000 offentligt ansatte. (Foto: © STEFFEN ORTMANN, Scanpix)

Lønmodtagernes centrale topforhandlere udskyder nu alle planlagte møder med de offentlige arbejdsgivere efter nytår.

Det sker på grund af stilstand i forhandlingerne om lærernes arbejdstid.

Forud for startskuddet tidligere på ugen til forhandlingerne om 740.000 offentligt ansattes overenskomster, havde 51 faglige organisationer lovet hinanden, at lærernes arbejdstid kom forud for alle andre faggruppers drøftelser.

Det står ved magt, siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA for 180.000 medlemmer, der arbejder som blandt andet sosu-assistenter, portører og hjemmehjælpere. Han taler på vegne af Forhandlingsfællesskabet.

- Vi sender det signal, at vi én gang for alle har meldt ud, at vi står sammen om ikke at ville acceptere, at der er én gruppe blandt samtlige arbejdsgrupper, der ikke må få en arbejdstidsaftale, siger han til DR Nyheder.

Forhandlere: Lov om arbejdstid skal væk

Lærernes arbejdstidsaftale adskiller sig fra arbejdstidsaftaler for alle andre faggrupper ved at være bestemt ved lov.

I 2013 greb et flertal i Folketinget nemlig ind i de kommunale arbejdsgiveres ugelange lockout af lærerne ved at diktere reglerne om deres arbejdstid i Lov 409.

Den danske model på arbejdsmarkedet er imidlertid bygget op omkring aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Og derfor står de offentligt ansattes forhandlere på både kommunernes, statens og regionernes område sammen om at bremse alle andre forhandlinger - indtil lærernes arbejdstid igen bliver en del af overenskomstforhandlingerne.

- Vi er nødt til at sige, at når der ikke er sket noget på det område, så må vi begynde at aflyse de forhandlingsdatoer, der var aftalt på forhånd. Og det betyder, at vi ikke kommer til at forhandle overenskomster sådan som vi troede, vi skulle i de første dage af det nye år, siger Dennis Kristensen.

Formanden for Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU, der tæller blandt andet akademikere og statsansatte lærere, Flemming Vinther, understreger, at de øvrige faggrupper afventer "fair og frie" forhandlingerne mellem lærerne og arbejdsgiverne hos Kommunernes Landsforening.

Ellers bliver der ikke indledt forhandlinger om andre faggruppers arbejdsvilkår.

- Vi er en samlet lønmodtagerside, der siger til vores arbejdsgivere, at det her skal løses, før vi kan komme i gang med noget som helst andet. Der har været indledende møder på de undervisernes område. Men det er ikke nok. Det her handler om, at man skal have en aftale, siger Flemming Vinther til DR Nyheder.

Overenskomstforhandlinger er ikke aflyst

Næstformand i Forhandlingsfællesskabet Lars Qvistgaard, der er formand for Akademikerne, AC, og chef i juristernes og økonomernes forbund Djøf, har også streget mødedatoer ud.

Men det er ikke det samme som total stilstand i de overordnede overenskomstforhandlinger, understreger han.

Parterne arbejdere stadig hen imod af de kollektiver på plads inden 1. april 2018.

- Det handler om, at vi andre flytter os, så lærerne kan komme godt i gang med deres forhandlinger. Men overenskomstprocessen kører videre med andre vigtige dagsordner, skriver han i en sms til DR Nyheder.

- Vi forventer, at Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening kommer i gang med lærerne. Og så vil vi tale indhold igen derefter.

Innovationsminister Sophie Løhde (V), der er topforhandler for de statslige arbejdergivere, siger til DR Nyheder, at hun ikke er bekymret over dagens melding fra lønmodtagernes forhandlere. Hun forventer at forhandlingerne fortsætter som planlagt.

- Indtil videre følger vi den køreplan, der er lagt for overenskomstforhandlingerne. Kommunernes Landsforening udvekslede krav i tirsdags, vi gør det på statens område i dag. Og så mødes vi i næste uge til sættemøde for at drøfte krav inden juleferien rammer os allesammen, siger hun.