Danielle Hansen driver et lille rengøringsfirma i Sundby ved København. Men de sidste par uger er det især hendes eget personalearkiv, der har fået en hovedrengøring.
- Jeg har brugt omkring 14 dage på fuld tid. Hvor jeg har siddet og prøvet at gennemgå og rydde op i ting, forklarer hun.
I reolen på det lille kontor plejer for eksempel at stå fire mapper.
- Det var ansættelseskontrakter, det var gamle ansøgninger fra tidligere personale - faktisk helt tilbage fra 90'erne - som vi engang imellem kiggede i, når vi snakkede gode gamle dage, siger Danielle Hansen.
Men ”gode gamle dage” er nu blevet fjernet og slettet.
- Det var ikke noget, jeg havde råd til at opbevare, siger hun med direkte henvisning til, at nye regler om databeskyttelse fra på fredag gør det muligt at uddele bøder i millionklassen til virksomheder, som ikke har styr på de personoplysninger, de ligger inde med fra kunder, ansatte og leverandører.
Modsat de småbøder, der tidligere er blevet uddelt, vil der fremover kunne langes bøder over disken på op til fire procent af virksomhedens årlige omsætning - helt op til 150 millioner kr.
Skal beskytte dig
De nye regler skal beskytte dig og dine personlige oplysninger. Ikke bare de følsomme. Men også for eksempel din alder, køn eller e-mail adresse, ting du deler, når du handler på nettet eller bruger de sociale medier.
Reglerne skal sikre, at det stadig er dig, der har kontrollen over dine personoplysninger, når du videregiver dem til myndigheder eller virksomheder. Samtidig skal virksomhederne have bedre styr på, hvordan de opbevarer og behandler dine oplysninger.
Hver anden virksomhed ikke i mål
Og det har rigtig mange virksomheder endnu ikke styr på. Den astronomiske bødetrussel til trods forventer næsten halvdelen af Dansk Erhvervs medlemmer ikke at få styr på de nye regler, inden der fredag trækkes en streg i sandet. Det viser en undersøgelse blandt 400 af erhvervsorganisationens medlemsvirksomheder.
- Der er mange af virksomhederne, der svarer, at de ikke bliver færdige til den 25. maj. Og det er ikke så godt, siger Martin Jørgensen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Bedst styr på tingene har de store virksomheder.
- De største af dem har ressourcerne, de har måske it-folk, jurister og andre i huset, der kan bruges til den opgave her i modsætning til de små. Der er det en stor opgave for de fleste, fordi det er en ny verden at beskæftige sig med, siger Martin Jørgensen.
En tredjedel af alle virksomheder med mere end 25 ansatte siger ifølge Dansk Erhverv, at de ikke når i mål med de nye regler.
Hos Sundby rengørings service er der stadig et stykke vej i mål.
- Vi er på vej. Men jeg er usikker, fordi jeg ikke har en facitliste. Jeg ved ikke, hvor langt jeg egentlig er fra målet. Men et slag på tasken er, at jeg har cirka 80 procent styr på det, siger Danielle Hansen.