Korrespondent om eksplosivt voksende hvidvask-sag: Det er slet ikke slut endnu

Læk afslører, at sagen om hvidvask i Danske Bank er vokset med 28 milliarder kroner.

Danske Banks estiske filial var en god forretning for koncernen. Finanstilsynets redegørelse viser, at 35 procent af filialens overskud i 2012 kom fra russiske kunder, som udgjorde otte procent af det samlede antal kunder. Omkring to procent af Danske Bank-koncernens overskud kom fra Estland i i 2013, selv om filialen kun udgjorde 0,5 procent af forretningen. (Foto: © Raigo Pajula, Scanpix)

Omfanget af mistænkelige pengestrømme gennem Danske Banks filial i Estland er langt større end hidtil antaget.

Det fortæller Berlingske Business i dag, efter avisen har fået adgang til et nyt læk, der viser, at store og mistænkelige milliardbeløb er strømmet gennem Danske Banks estiske filial.

Berlingske har nu dokumentation for, at mistænkelige pengeoverførsler for mindst 53 milliarder kroner er strømmet gennem Danske Bank. Det er 28 milliarder kroner mere, end avisen hidtil har kunnet dokumentere.

- Det er et meget, meget stort beløb, men nu har vi efter et år med den her sag efterhånden også lært, at der hele tiden kommer nye oplysninger frem, siger Jakob Ussing, der er DR Nyheders erhvervskorrespondent.

- Berlingske fremlægger i dag dokumenter, der viser et relativt begrænset antal kunder, som overfører meget store pengebeløb, så der kan komme mere, og vi må se, hvor det hele ender, siger han.

Magnitskij-sagen

Lækagen giver indblik i flere end 43.000 transaktioner foretaget af 20 selskaber i forskellige dele af perioden 2007-2015. Selskaberne har alle forbindelse til den såkaldte Magnitskij-sag.

Sergej Magnitskij var en russisk advokat, der afslørede, hvordan russiske embedsfolk og kriminelle stod bag tyveri af skatteindbetalinger, som via europæiske banker blev ført i skattely.

Magnitskij døde under mystiske omstændigheder i et russisk fængsel i 2009, og lige siden har investeringsfonden Hermitage Capital, der i sin tid hyrede Sergej Magnitskij, forsøgt at skabe opmærksomhed om sagen, opspore pengene og få indført sanktioner mod de involverede.

Lækagen viser, hvordan de store beløb er ført igennem Danske Bank og videre til blandt andet køb af luksusejendomme og til selskaber i skattely.

- Hermitage Capital har brugt rigtigt mange ressourcer på at opklare den her sag og stifteren turnerer rundt for at øge opmærksomheden om sagen, hvor hans advokat er blevet dræbt og en masse penge er blevet stjålet fra ham og blevet kanaliseret ud af Rusland gennem europæiske banker. En af de banker, der har spillet en central rolle, ser altså ud til at være Danske Bank, siger Jakob Ussing.

Afklaring i september

Danske Bank vil ikke gå i dybden med omfanget af hvidvasken i den estiske filial, før banken er færdig med sin egen undersøgelse af hvidvask-skandalen, som ventes at blive offentliggjort i september.

Topchef Thomas Borgen erkendte dog over for DR Nyheder i sidste uge, at omfanget er større, end banken hidtil havde antaget. Men et tal for omfanget kommer Danske Bank først med til september.

- Den interne undersøgelse kommer til september. Den skal ifølge bankens egen plan skal sætte det endelige punktum.

- Der får vi også at vide, hvem i banken, der vidste hvad og hvornår, og dermed også om topchef Thomas Borgen kan overleve det her. Han var selv chef for de udenlandske aktiviteter i banken fra 2009 til 2012 og dermed direkte ansvarlig for filialen i Estland. Og siden 2013 har han været bankens topchef med det overordnede ansvar, siger Jakob Ussing.

- Det store spørgsmål er, om det vil gøre kritikere og politikere tilfredse. Det er bestemt ikke sikkert, at det bliver det sidste kapitel i den her sag.

Finanstilsynet gav i maj Danske Bank en række påbud for at have svigtet sit ledelsesansvar i sagen. Men tilsynet vurderede, at der ikke var grundlag for at rejse en sag mod banken.

Heller ikke i Estland har banken fået nogen bøde på trods af systematiske brud på hvidvaskreglerne.

Ifølge Finanstilsynets undersøgelse gjorde en whistleblower i den estiske filial allerede i 2013 Danske Bank opmærksom på brud på hvidvaskreglerne i Estland. Først i 2016 lukkede banken afdelingen for udenlandske kunder.

Danmark og Estland har efter 2015 strammet lovgivningen på hvidvaskområdet.