Hvis ungerne skal en tur i biografen, behøver du ikke længere bekymre dig for, om der ryger en halv liter energidrik ned sammen med popcornene.
I hvert fald ikke hvis de går i en af Nordisk Films biografer. Her vil børn under 16 år ikke længere kunne købe de sukker- og koffeinholdige drikke.
- Vi har noteret os en bekymring for det indtag, som børn og unge har af energidrikke, Og som også har været omtalt i DR’s program, Kontant, siger kommerciel direktør i Nordisk Film Biografer, Vibeke Wolfsberg, med henvisning til programmet ”Kontant: Energidrik – uegnet for børn”, hvor flere eksperter advarer mod at lade børn og unge drikke energidrik.
Ekspert: Bør forbydes omgående
I programmet opfordrer søvnekspert Mikael Rasmussen politikerne til at forbyde salg af energidrik til børn og unge.
- For mig at se er det her ikke et problem, vi kan negligere. Det er en katastrofe for de unges helbred og deres læringspotentiale, sagde Mikael Rasmussen Kontant.
Ud over søvnbesvær kan energidrik hos børn resultere i bivirkninger som forstyrret hjerterytme, forhøjet blodtryk, hjertebanken, åndenød, mavepine, kvalme, angst og nervøsitet.
Går foran med nye retningslinjer
Flere politiske partier mener, at salg til børn bør forbydes, men Nordisk Film Biografer tager altså konsekvensen af eksperternes bekymring og venter ikke på et eventuelt forbud.
- Vi har lyttet til den kritik, som kommer fra flere sider af det her produkt, særligt når det indtages af børn. Derfor har vi indfødt vores egne regler om, at vi ikke længere vil sælge til børn under 16 år og bedt vores personale om at se id i de tilfælde, hvor det er åbenlyst helt unge mennesker, der vil købe energidrikke, siger Vibeke Wolfsberg.
Med de nye retningslinjer følger Nordisk Films Biografer Fødevarestyrelsens anbefalinger på området. Styrelsen fraråder børn, gravide og ammende kvinder at drikke energidrik, og det er pålagt producenterne at advare på dåser og flasker om, at indholdet ikke bør indtages af denne gruppe.