- Man går ikke ud og tager sten ud af sit hus for at se, om man har fået den ydelse, man har betalt for.
Sådan siger Birthe Christoffersen, da Kontant besøger hende i hendes hus i Sorø. Tilbage i 2014 fik hun et tilbud på hulmursisolering fra firmaet KLH Isolering.
Hun takkede ja, og kort tid efter mødte KLH Isolering op som aftalt, borede huller i huset og isolerede hulmuren, troede Birthe Christoffersen.
Men hun fik sig noget af en overraskelse.
- Der går et års tid, og jeg undrer mig over, at der ikke er den store effekt i forhold til kulde og varme, fortæller hun.
På et tidspunkt er en isolatør fra et andet firma ude og undersøge isoleringen i Birthe Christoffersens gulv med et termografisk kamera.
- Så siger han; det var måske også en meget god idé, hvis du fik hulmursisoleret dine vægge. Det har jeg lige fået gjort for et år siden, siger jeg. Det troede han ikke på, og så gik han ud og borede nogle huller i gavlen og fandt ud af, at der intet var overhovedet.
Kunde: Det er tillidsbrud
Kontant har talt med flere af KLH’s tidligere kunder, der beskriver lignende hændelser. Fælles for dem er, at de – ligesom Birthe Christoffersen – stolede på, hvad KLH Isolering fortalte dem.
- Det er tillidsbrud. Hulmuren er netop ikke gennemsigtig, så jeg skal jo kunne stole på dem, siger Per K. Jørgensen fra Tirstrup på Djursland. Læs Per K. Jørgensens historie her
- De er jo professionelle, så de burde jo kunne se, at der var isoleret, siger Janni Kjærgaard fra Hobro. Læs Janni Kjærgaards historie her
Et skjult stykke arbejde
Problemet er, at det er svært for den almindelige husejer at kontrollere, om det man får at vide passer, og det er lige så svært at vurdere, om der er fyldt isolering i en hulmur, da resultatet i sagens natur ligger skjult i muren.
- Hvis du skal have lavet et stykke murerarbejde eller et stykke tømrerarbejde, kan du have en rimelig fornemmelse af, hvordan det ser ud. Her er det et indgreb i et hus. Det er noget skjult, forklarer Allan Malskær, der er Landsformand i Parcelhusejernes Landsforening.
Vil gerne rette fejlen
Hos KLH Isolering siger bestyrelsesformand Jesper Køppen Mieritz, at firmaet ikke har hørt fra Birthe Christoffersen selv i forhold til hendes påstand om manglende isolering.
- Birthe har aldrig nogensinde reklameret til os. Så vi ved rent faktisk ikke, om det er tilfældet, siger han og understreger, at eventuelle fejl skal rettes.
- Hvis der er sket en fejl, så er det klart, så vil vi selvfølgelig gerne komme ud og lave det om. Længere er den ikke, siger han.
Jesper Køppen Mieritz anerkender, at der sker fejl, men forklarer, at de er svære at undgå for et stort firma som KLH Isolering. Og han understreger, at de ikke snyder kunderne.
- Sidste år lavede vi mere end 4000 isoleringer. Vi laver fejl en gang imellem, og sådan er det, det anerkender vi, siger han.