Mange boligejere lader sig friste af udsigten til en lavere varmeregning, når de takker ja til en hulmursisolering. Men kan man regne med, at ens hulmur er tom, når isoleringsfirmaet siger det? Og bliver isoleringen lavet ordentligt, når man først har takket ja? Kontant piller i væggen og kigger ind bag facaden på de danske parcelhuse.
Det gælder nemlig om at se sig for - både når tilbuddet skal indhentes, og når arbejdet skal udføres. Sådan lyder meldingen fra Allan Malskær, der er Landsformand i Parcelhusejernes Landsforening.
- Vi oplever, at folk er rimeligt naive. De regner med, at en hulmur er noget, man putter noget ned i, men det er det ikke. Det er faktisk et ret omfattende stykke arbejde, og man skal være professionel for at gøre det. Der er mange huse, der ikke kan isoleres overhovedet, og så er der nogle, hvor hulmuren er isoleret i forvejen, fortæller han.
Svært at kontrollere
Problemet er, at det er svært for den almindelige husejer at vurdere det stykke arbejde, der er udført, da resultatet i sagens natur ligger skjult i muren.
- Hvis du skal have lavet et stykke murerarbejde eller et stykke tømrerarbejde, kan du have en rimelig fornemmelse af, hvordan det ser ud. Her er det et indgreb i et hus. Det er noget skjult, forklarer Allan Malskær.
Husejerne risikerer kort sagt at blive taget ved næsen, hvis de ikke er meget opmærksomme, når isoleringsarbejdet udføres. Kontant kan på torsdag fortælle om en række husejere, der har oplevet store problemer i forbindelse med hulmursisolering. Blandt andet en kvinde, der i 2014 betaler for at få isoleret hele huset, men da hendes varmeregning ikke falder, konstaterer en anden isolatør i 2016, at den isolering, hun troede, hun havde fået lavet, er nærmest ikkeeksisterende.
Vær hjemme når det sker
I Parcelhusejernes Landsforening har de hørt lignende historier, og Allan Malskær opfordrer derfor husejerne til at være på vagt.
- Hvis man selv er hjemme, når det bliver lavet - og det kan jeg kun anbefale, at man er - så kan man se, hvor mange baller af produktet, der bliver brugt, og så er det vigtigt, at man får en termofotografering af huset, så man kan se, om der i det hele taget er effekt af det her, siger han.
Han råder desuden til, at man ikke lader sig friste af alt for gode tilbud og sørger for at benytte håndværkere, der er med i en garantiordning, og så anbefaler han, at man får hjælp til processen.
- Man kan søge rådgivning, men det koster penge, og det er folk ikke vant til, at man skal gøre. Der må jeg klart sige; betal hvad det koster og få en rådgiver på.