Boligejere føler de købte hus på falske forudsætninger

Naturen og de store grønne områder, der lokkede køberne til, skal nu bebygges med 160 boliger

- Man har tabt på forhånd.

Så kontant lyder det fra kommunalforsker Roger Buch om de forløb, der udspiller sig, når kommunerne sender lokalplaner til høring.

For når planlægningen er så langt fremme, er det ofte meget svært for de berørte boligejere at få markante ændringer igennem.

- Kommunerne står stort set altid fast. Der er nogle få eksempler, hvor det lykkes folk at komme igennem med indvendinger, men det er meget, meget vanskeligt, siger Roger Buch.

Kontant ser i denne uge nærmere på en række sager, hvor boligejere føler sig kørt over af deres kommune i forbindelse med ændringer i lokalplanen.

Kommunen var i gang to år før høring

Sådan en sag udspiller sig for tiden i Furesø Kommune i Nordsjælland. Her har en gruppe borgere protesteret mod kommunens planer om at bebygge et naturskønt område ved den nedlagte Flyvestation Værløse.

- Når man har læst lokalplanen, er der nogle ret klare specifikationer af, hvor der skal bygges i området, og hvor der ikke skal bygges. Nu skal der så bygges i nogle ret store områder, der specifikt har været udpeget som grønne arealer, siger Henriette Moos, der er formand for en beboerforening, der forsøger at stoppe kommunens planer.

De over 100 boligejere, der har købt hus i området, har ikke regnet med, at de grønne områder, der lokkede dem til, skulle bebygges med 160 nye boliger. Mindst en boligejer har valgt at sælge drømmehuset i frustration over kommunens planer.

Borgerne i Laanshøj hører første gang om den nye lokalplan i december 2015. Men det viser sig, at kommunen allerede er i gang med planerne to år før i januar 2014. Her modtager kommunen nemlig en ansøgning om en ny lokalplan, og bare fire måneder senere ligger der et gennemarbejdet koncept for et helt nyt boligkvarter.

Alligevel går der halvandet år, før kommunen første gang præsenterer den nye lokalplan for borgerne.

Du skal opdage det før det sker

Henriette Moos og mange andre beboere i Laanshøj ville gerne have været informeret om de planlagte ændringer langt tidligere.

Men Furesø Kommune henviser til, at der har ligget overordnede planer for området i en kommuneplan, der blev vedtaget for 12 år siden, og at borgerne derfor har haft rig mulighed for at sætte sig ind i sagen.

Ifølge Roger Buch skal man da også være særdeles opmærksom og meget tidligt ude, hvis man vil have en chance for at påvirke udviklingen i sit lokalområde.

- Hvis du som borger vil have indflydelse, skal du opdage det her, før det sker. Du skal være opmærksom på, at kommunen begynder at arbejde med nogle planer for dit område, fordi den dag forslaget om en ny lokalplan kommer ud, vil løbet som regel være kørt, siger han.

I Kommunernes Landsforening medgiver formand for Teknik og Miljøudvalget, Jørn Pedersen, at borgerne kan og bør inddrages tidligere.

- Der er kommuner, der kan gøre det bedre, og der er faktisk også kommuner, som gør det godt, som en gang imellem falder i. Derfor er det jo vigtigt, at vi bliver ved med at holde os for øje, at vi skal lave den bedst mulige borgerinddragelse. Det skal jo helst ikke være sådan, at man føler sig kørt over, siger han.

Borgmester: Det har været planen i alle årene

Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (S), forstår ikke, at kommunens ageren i sagen har fået en borger til at fraflytte Laanshøj.

- Der ligger en kommuneplan, og den giver mulighed for udbygningen og færdiggørelsen af Laanshøj. Så det er ikke en begrundelse at flytte fra Laanshøj, at man ikke havde regnet med, at der kom bebyggelse. Det har i høj grad været plangrundlaget i alle årene, siger han.

- Hvis man har en god ejendomsmægler og er interesseret i det sted, man flytter hen, så går jeg ud fra, at man orienterer sig i det plangrundlag, der er, tilføjer borgmesteren.

Ole Bondo Christensen medgiver dog, at borgerinddragelsen kunne have været bedre i den konkrete sag,

- Vi vil gerne tage borgerne med så tidligt som overhovedet muligt og også endnu tidligere, end vi har gjort i den her proces. Det skal vi lære af. Borgerinddragelse og byudvikling er vigtigt, det er svært, og vi vil gerne gøre det så godt som muligt.

Se ”Kontant: Købt på falske forudsætninger” i aften 21.00 på DR1.