- Jeg har det enormt dårligt med byggeriet. Jeg har jo ikke noget imod de mennesker, der bor derovre, men jeg synes godt, man kunne have lagt det lidt længere væk.
Sådan siger Jerrik Warfvinge, der bor på Havleddet i den lille østjyske by Hou ud til Kattegat. Hans træhus ligger i ly af skoven ved åbne marker et par hundrede meter fra stranden.
Et dejligt område med lys og luft, men i soveværelset er persiennerne alligevel altid trukket ned.
- Dem der bor overfor har jo to altaner, så de kigger ned og ind i soveværelset, fortæller han og trækker persiennerne op, så nabobyggeriet kommer til syne.
Før lå der et grønt område på den anden side af hækken, men da Odder Kommune i 2009 vil sælge grunden, bliver lokalplanen ændret, så der kan bygges i tre etager lige op af Jerrik Warfinges grund. Og beboerne på Havleddet i Hou er langt fra alene.
Kontant har modtaget flere henvendelser fra grundejere rundt om i landet, hvor kommunen gennemfører markante ændringer i lokalplanen trods indsigelser og protester.
Der blev ikke ændret et punktum
Ændringerne kan medføre betydelige økonomiske konsekvenser for boligejerne i det berørte område. Sådan var det også i Jerrik Warfvinges tilfælde.
- Det betød en værdiforringelse. Vi snakkede med kreditforeningen, og de sagde, at var der ikke det byggeri, ville vi få godt en halv million mere, fortæller han.
Derfor gjorde Jerrik Warfvinge og naboerne også indsigelse mod ændringerne i lokalplanen under høringsfasen, men uden held.
- Der blev ikke ændret et punktum, så de kunne lige så godt have droppet høringsfasen, for der var ikke nogen, der tog det seriøst alligevel, fortæller Jerrik Warfvinges nabo, Thomas Bøttern.
Naboerne på Havleddet gik rettens vej, og Retten i Aarhus tilkendte dem lidt over en halv million i erstatning. Men dommen blev anket, og i Landsretten gik det den anden vej.
- I dommen fra Landsretten har vi fået at vide, at vi har ret. Der er indkig i vores huse, vores huse har tabt i værdi, men ikke så meget at det er over tålegrænsen, fortæller Thomas Bøttern.
Ekspert: Man har tabt på forhånd
Flere af de grundejere, Kontant har talt med, fortæller om lignende forløb, og ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er høringsfaserne ofte rene skueprocesser.
- Jeg har fulgt kommunerne i næsten 25 år og set masser af eksempler på høringer. Kommunerne står stort set altid fast. Der er ikke noget at gøre, fordi kommunen har besluttet sig, og med kommunen mener jeg både politikerne og embedsværket. Det er altså nogle meget magtfulde og ressourcestærke modstandere, man står overfor som borger, siger han.
Sådan føler Jerrik Warfvinge og naboerne på Havleddet det også, og skulle de igennem forløbet igen, ville de gribe det anderledes an.
- Så havde vi ringet til en advokat, første gang de satte annoncen i avisen. Det skal kunne koste kommunen penge, før de begynder at lytte, siger Thomas Bøttern.
Se ”Kontant: Købt på falske forudsætninger” i aften 21.00 på DR1.