Kommuner vil selv indkræve gæld efter kollapset i Skat

Kommunerne var langt bedre til at inddrive gæld, mener Helsingørs borgmester.

Skatteminister,Karsten Lauritzen, taler med kommunerne om de evt. skal hjælpe med at hente borgernes gæld hjem. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Vi var langt mere effektive, så det kunne være rart at få den opgave tilbage, så vi kan løse den ordentligt.

Sådan lyder beskeden fra Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), efter at Skats system for automatisk inddrivelse af gæld i går kollapsede.

Gæld sat i bero

En rapport fra Kammeradvokaten konkluderede, at dele af den automatiske gældsinddrivelse, der er samlet i Skats Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI), kunne være ulovlig. Det fik Skat til at lukke den automatiske gældsinddrivelse ned, og i titusindvis af borgere, der har det til fælles, at de skylder det offentlige penge, slipper nu for gælden. I hvert fald for en tid.

- Jeg synes, det er et skidt signal at sende til borgerne, at man kan have chance for at slippe for gæld, fordi Skat giver op. Har man gæld, skal man sørge for at betale, og i kommunerne kommer andre jo bare til at betale, siger Benedikte Kiær til DR Nyheder.

Fordoblet gæld

I Helsingør Kommune er borgernes gæld fordoblet til 60 millioner kroner, efter at Skat har overtaget inddrivelsen. Og borgernes samlede gæld til kommunerne er steget fra 2,6 milliarder kroner i 2013 til 3,5 milliarder kroner ved udgangen juni i år.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er tilbageholdende men ikke afvisende overfor at lade kommunerne inddrive deres egen gæld.

- Jeg er i dialog med Kommunernes Landsforening (KL), og der vil vi drøfte det spørgsmål. Men jeg tror ikke, at i de gode gamle dage var alt bedre, men jeg drøfter gerne med kommunerne, om de vil hjælpe til med inddrivelsen, siger Karsten Lauritzen.

- De skal selvfølgelig have inddrevet de penge, som borgerne skylder, for ellers er det alle os andre, der skal betale, og det kan vi ikke være bekendt, tilføjer ministeren.

Kommunal inddrivelse kræver dog formentlig en lovændring, men her er der hjælp at hente i Folketinget.

- Hvis der skal lovgivning til at få det til at fungere, så er vi selvfølgelig behjælpelige med det, siger Jesper Petersen, Skatteordfører for Socialdemokraterne.

Flere ressourcer

Kort efter, at Skat lukkede inddrivelsen, forlangte Kommunernes Landsforening, at Skat ville sætte ressourcer af til at inddrive deres tilgodehavender. Formanden for Told og Skatteforbundet, Jørn Rise, anslog i går, at det ville kræve ekstra 1000 medarbejdere plus et antal vikarer. Og skatteministeren er ikke afvisende overfor, at bruge flere penge på skattesystemet.

- Der er ikke mange penge i statskassen, så de skal findes. Derfor håber jeg, at andre partier vil hjælpe til, siger han.

Og han kan formentlig også regne med hjælp fra Socialdemokraterne.

- Det er absolut en mulig konklusion. Skatteministeren er ham, der kan sige, hvad der skal til i forhold til, at man må inddrive manuelt i stedet for det system, man må droppe. Det er absolut en konklusion, at der også må mere mandskab til, siger Jesper Petersen.

14 dage til løsning

Imens har Karsten Lauritzen givet sig selv og Skat frem til den 25. september til at fremlægge en samlet løsningsplan, efter at flere problemsager er væltet ud af skabene hos Skat.