Københavns Kommune vil bryde med Danske Bank

Overborgmester Frank Jensen: Hvidvask er uacceptabelt

Københavns Kommune skal være Skattelyfri Kommune. Nu undersøger kommunen også mulighederne for et opgør med hvidvask ved at forlade Danske Bank.

Det skal være slut med kommunale penge fra København i Danske Bank.

Det oplyser overborgmester Frank Jensen (S) i en meddelelse på det sociale medie Twitter. Derfor er kommunen nu gået i gang med at undersøge mulighederne for at skifte bank.

- Vi er ved at undersøge de juridiske muligheder for at opsige samarbejdet med Danske Bank - hvidvask af penge er uacceptabelt, skriver Frank Jensen på Twitter.

Dermed følger han op på den beslutning, økonomiudvalget i Københavns Kommune traf tirsdag aften om at arbejde for at ophæve samarbejdet med Danmarks største bank.

Frank Jensen ønsker ikke at uddybe beslutningen, så længe mulighederne for bankskifte undersøges.

Skattelyfrit København

Meddelelsen fra Københavns overborgmester kommer samtidig med, at han har underskrevet et charter, der lover at København skal være såkaldt ”skattelyfri kommune.”

Det er udviklingsorganisationen Oxfam IBIS, der står bag udformningen af charteret.

Tidligere har tre andre kommuner i hovedstadsområdet - Albertslund, Frederiksberg og Roskilde - underskrevet Skattelyfri Kommune charteret. Kommunerne forpligter sig dermed til kun at handle med virksomheder, der ikke bruger skattely.