Drop rabatter på registreringsafgiften og giv i stedet et tilskud på 50.000 kroner per købt elbil, indtil markedet er blevet mere selvbærende.
Sådan lyder et af flere forslag fra Klimarådet, der med en ny rapport varmer op til regeringens klimaplan, som ventes at blive fremlagt i næste måned.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) fortæller, at han nu vil regne på Klimarådets forslag. Men umiddelbart er han ikke tilhænger af at skrotte den nuværende støttemodel for elbiler.
- Det helt afgørende er, at vi får størst mulig CO2-reduktion for de penge, vi bruger på området. Og der er jeg ikke sikker på, at et direkte tilskud er den måde, man sikrer det på, siger han.
Klimarådet med økonomiprofessor Peter Birch Sørensen i spidsen foreslår helt konkret at yde et tilskud på 50.000 kroner per elbil, indtil der er solgt 20-30.000 biler.
- Vi foreslår at fastholde tilskuddet, indtil der er solgt mindst 100.000 elbiler, så man får skubbet markedet i gang, siger han til Ritzau.
Regeringen ser på fordele for elbil-ejere
Regningen for at droppe rabatten på registreringsafgiften til fordel for en tilskudsordning er ifølge Klimarådet på 2,7 milliarder kroner, som skal betales over en længere årrække.
Men det er ikke umiddelbart den retning, regeringen ser i, fortæller Lars Christian Lilleholt.
På tegnebrættet er en forlængelse af rabatten på registreringsafgiften fra 2022, hvor den ellers står til at blive udfaset.
Men klimaplanen kan også ende med at indeholde forslag til bedre parkeringsforhold for el- og andre lavemissionsbiler og muligheden for at køre i de vejbaner, der ellers er forbeholdt busser.
- Jeg er optaget af, er, at der bliver skabt nogle rammer i Danmark, der sikrer, at der kommer flere elbiler. Derfor kigger vi på en lang række tiltag, som skal gøre det mere attraktivt, siger Lars Christian Lilleholt.
Minister: EU skal lægge pres på bilproducenter
Derudover mener han, at teknologien bag de miljøvenlige alternativer til benzin- og dieselbiler skal blive bedre for at få mere gang i udskiftningen af den danske bilpark.
- Det gør vi bedst ved, at vi i EU lægger massivt pres på producenterne om at producere nogle el- og lavemissionsbiler, som er effektive og brugervenlige. Det kan man ikke gøre nationalt, men vi står spidsen for en hård kurs, siger Lars Christian Lilleholt.
Klimarådet foreslår også en målsætning om, at der fra 2030 ikke længere skal sælges diesel- og benzinbiler i Danmark.
I stedet skal nuludslipsbiler, som eksempelvis elbiler, til den til udgøre mindst 500.000 - eller omkring 15 procent af bilparken, foreslår rådet.
Men om den skæringsdato er en god ide, ønsker energiministeren ikke at fastslå.
- Men jeg er enig i målsætningen om, at vi på et tidspunkt inden for en overskuelig årrække kommer til et tidspunkt, hvor der ikke bliver solgt traditionelle diesel- og benzinbiler, men alene lavemissionsbiler. Ikke kun elbiler, men også køretøjer, der bliver drevet af biobrændsel, naturgas og brint, siger han.