Kan det betale sig at indefryse boligskatten?

Boligejere kan fra 2021 vente med at betale stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat, til huset sælges.

Peter Jayaswal fra Finans Danmark opfordrer folk til at vurdere fordele og ulemper ved at indefryse boligskat.

Et flertal på Christiansborg vedtog i går en ny boligskatteaftale.

Med den bliver der indført et nyt princip, hvor boligejere får mulighed for at indefryse stigninger i boligskatten og først betale skatten, når de sælger huset.

- Normalt får man ikke lov til ikke at betale sin skat. Den bliver jo trukket helt automatisk, siger Peter Jayaswal, der er chef for ejendomsfinansiering i bankernes brancheorganisation, Finans Danmark.

- Nu skal man vænne sig til, at man aktivt skal ind og sige, at man gerne vil betale sin skat løbende. Hvis man ikke gør det, står den og vokser, tilføjer han.

Uden rente fra næste år

Første del af indefrysningen gælder stigninger i grundskylden i 2018, 2019 0g 2020, og den indefrysning kan folk nyde godt af, fortæller boligøkonom Morten Skak fra Syddansk Universitet.

Grundskylden er den boligskat, boligejere betaler af jorden, de ejer.

- Det første, der indefryses, er stigningen i grundskylden, og den får man rentefrit. Det vil sige, at man får et rentefrit lån, og det er gunstigt at kunne få det, siger han.

- Har man pengene, vil man typisk kunne placere dem et andet sted, hvor man får en rente. På den måde er det oplagt en fordel at acceptere den her indefrysning, tilføjer han.

Overvej gælden til det skattevæsnet

Anderledes ser det ud fra 2021 og frem.

Her vil skattevæsenet automatisk indefryse stigningerne i både grundskyld og ejendomsværdiskat, så boligejere ikke umiddelbart bliver ramt på pengepungen af stigende skatter.

I stedet kan boligejere udskyde betalingen, til de flytter fra boligen.

Ifølge både Morten Skak og Peter Jayaswal skal boligejere her vurdere, om det er i deres interesse at udskyde betalingen af en eventuel stigning i boligskatten.

- Fra 2021, hvor både grundskyld og ejendomsværdiskatten kan stige, bliver begge dele indefrosset, således at man ikke løbende skal gå og betale den stigende boligskat, men man skal betale det den dag, man sælger sit hus, siger Peter Jayaswal fra Finans Danmark.

- Det betyder, at man ikke skal have pengene op af lommen her og nu, når boligskatten stiger. Man udskyder den her skat, så man går og opbygger en gæld til skattevæsenet, og det skal man selvfølgelig huske, siger han.

Når det nye system træder i kraft i 2021, så kan folk med fordel sammenligne renter på deres forskellige lån og på den baggrund vurdere, om de skal fravælge den automatiske indefrysning, siger han.

Folk skal spørge sig selv:

- Hvad er det for en rente, jeg skal betale til skattevæsenet for den skat, jeg skylder dem, og hvad er det for en rente, jeg går og betaler til mit kreditinstitut for den gæld, jeg har til dem, lyder det fra Peter Jayaswal.

På nuværende tidspunkt lyder renten til skattevæsenet for indefrosset boligskat på 1,24 procent, står der i den politiske aftale.

Kan komme til at se slemt ud

Boligejere kan risikere, at indefrysningen rammer dem på salgstidspunktet.

- I værste fald kan man stå i en situation, hvor boligpriserne lige er faldet, den dag man skal sælge, og så kan man stå i den uheldige situation, at man faktisk skylder mere væk, end man får hjem, siger Peter Jayaswal.

Han peger også på, at en indefrysning kan gå ud over ens arvinger.

- Hvis man tænker, "nu bliver jeg boende her, til jeg bliver gammel og dør", er det klart, at det er dem, der skal arve huset, der får mindre ud af det, fordi Skat skal have noget ud af det, siger han.