Hvidvaskskandalen koster igen for Danske Bank: "Dårligt nyt, men ingen katastrofe"

Kunderne kan komme til at betale regningen, ellers må banken selv dække tabet, siger korrespondent.

(ARKIV) Danske Bank har nu den næstbedste kreditvurdering hos det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's. (Foto: © Ints Kalnins, Scanpix)

Fredag aften bød på en skidt nyhed for Danske Bank, der har fået sænket sin kreditvurdering af det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's som direkte konsekvens af den omfattende hvidvasksag.

Og det har betydning for banken, vurderer DR's erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

- Det er vigtigt fordi, når en bank skal ud og låne penge – penge, der skal videre til dig og mig – så koster det en pris, og den pris er højere, desto dårligere ens kreditvurdering er. Det betyder, at banken tjener lidt mindre, når man låner ud til kunder, siger han.

Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, fortæller, at kreditvurderingen siger meget om, hvordan investorerne ser på produktet Danske Bank.

- Det er nøjagtigt ligesom, hvis du skal ud og låne penge til en lejlighed. Jo mere du har sparet op og kan levere i udbetaling, jo bedre papir er du. Når Danske Banks kreditværdighed falder, så bliver de et dårligere papir i investorernes øjne, siger han.

Kan gå ud over kunderne

Moody's er et af tre store kreditvurderingshuse, der har stor indflydelse på investeringer over hele verden.

Fredag aften oplyste Moody's, at man havde flyttet Danske Bank fra den bedste til den næstbedste kreditvurdering, fordi det amerikanske justitsministerium er gået ind i sagen om hvidvask i banken.

Det er dog ikke altafgørende, da investorerne også laver deres egen vurdering, når de skal låne banker penge. Derfor ville det nok under alle omstændigheder blive lidt dyrere for Danske Bank at låne penge efter hvidvasksagen.

- Det er dårligt nyt, men det er ingen katastrofe, siger erhvervskorrespondent, Jakob Ussing.

Med den dårligere kreditvurdering har Danske Bank nu to muligheder.

- Enten kan den acceptere, at den kommer til at tjene færre penge, ellers kan den forsøge at lade kunderne betale regningen, siger Jakob Ussing og fortsætter:

- Hvis banken lægger regningen over på kunderne kan det dog betyde, at der er en risiko for, at kunderne vil søge over til andre banker, hvis det bliver for dyrt, siger erhvervskorrespondenten.

Har stadig en fin vurdering

Nyheden om den lavere kreditvurdering viser ifølge Jakob Ussing, at hvidvaskskandalen har konkrete og alvorlige konsekvenser for banken.

På den anden side står Danske Bank stadig stærkt i europæisk perspektiv med en udmærket kreditvurdering.

- Så det er ikke sådan, at Danske Bank ikke tjener penge fremover, siger Jakob Ussing.

Danske Bank mener da umiddelbart heller ikke selv, at den nye vurdering fra Moody's får nogen stor betydning.

Det siger Danske Banks finansdirektør, Morten Mosegaard, i en skriftlig kommentar.

- Vi har et meget begrænset lånebehov på den korte bane, og det er vores opfattelse, at vi fortsat har en fornuftig adgang til finansiering på de internationale lånemarkeder, siger han.

Danske Bank har nu kreditvurderingen "A2" mod tidligere "A1".