- Det er en rigtig kompliceret og tung sag, som bestyrelsen står over for.
Sådan beskriver John Lohff situationen i Danske Bank, efter Finanstilsynet har afvist Jacob Aarup-Andersen som ny direktør i banken.
Han er ekspert i ledelse og har i over 30 år hjulpet nationale og internationale virksomheder med at rekruttere chefer og direktører til store topposter.
Foruden et enormt ansvar over milliarder af kroner og tusinder af ansatte er der en række andre krav, som man skal leve op til, hvis man vil i spil til topposten, vurderer to headhuntere, som DR Nyheder har talt med.
Her får du et uddrag af kravene til en ny topdirektør i banken.
Du skal være klar til at gå ned i løn
De fleste af os vil nok opleve det som en vis lønfremgang at få en årsløn på mere end 10 millioner kroner.
Men for de sandsynlige kandidater er det langt fra en selvfølge. Det siger Stephen Bruyant-Langer, personlig rådgiver for topledere og stifter af The Personal Business Plan.
Han mener, at puljen af herboende kandidater er yderst begrænset. Derfor er det nødvendigt i højere grad at kigge internationalt - men her er lønnen højere og skatten lavere, understreger han.
Man skal derfor håbe på en kandidat, der har en særlig lyst til at komme til Danmark, mener han.
- Hvis man kigger internationalt, skal man nok kigge efter en dansker, der arbejder i udlandet og som er interesseret i at vende tilbage til Danmark af personlige årsager. Personen skal nemlig acceptere en væsentlig lønnedgang, siger Stephen Bruyant-Langer, der tidligere har arbejdet som headhunter i 20 år.
- Det behøver på ingen måde at være en dansker, men jeg tror, at det bliver svært at tiltrække en udlænding, lyder hans vurdering.
Du skal have masser af erfaring - og kunne løfte et image
Bestyrelsen i Danske Bank kunne ikke få blåstemplet sin kandidat, Jacob Aarup-Andersen, fordi Finanstilsynet ifølge Danske Bank vurderede, at han ikke havde nok erfaring.
Det er med til at begrænse feltet, vurderer begge headhuntere.
- Det er op ad bakke for Danske Bank, siger John Lohff, der siger, at det er svært at finde folk, "der har været ude i alle hjørner".
- Når man hælder Jacob Aarup-Andersen ned ad brættet, er spørgsmålet så, hvem der i grunden er kvalificeret til jobbet, siger han.
Der er ingen tvivl om, at personen ikke kan komme fra hvor som helst. Vedkommende skal have en masse erfaring fra bankdrift, lyder vurderingen fra begge headhuntere.
Men erfaring og den rette faglige profil er ikke nok, siger de.
- De skal have en person ind, der er kundeorienteret og kan tiltrække nye kunder og målgrupper, siger Stephen Bruyant-Langer.
- Investorerne og analytikerne er kun et mikrosegment. Det er ikke kun børskursen, der tæller her. Det handler virkelig om at få opbygget en generel tillid til banken igen, siger han.
Det samme vurderer John Lohff.
- Man bliver nødt til at få fat i en kandidat, der er i stand til at skabe tillid udadtil. Det gælder både til hr. og fru Jensen såvel som de andre interessenter på finansområdet og regeringen og Folketinget, siger han.
Du må meget gerne være en kvinde
- En kvindelig kandidat ville være uhyre relevant, lyder vurderingen fra Stephen Bruyant-Langer. Det er der to forskellige årsager til.
- Investeringsmæssigt vil størstedelen af kapitalen i fremtiden være domineret af kvinder. Det er en forretningsmæssig vinkel, der kan have stor værdi, siger han om udsigten til, at kvinder i fremtiden kommer til at dominere mere økonomisk.
Den anden årsag omhandler image.
- Brandingmæssigt vil det sende et signal om en ny æra. Det er et meget maskulint miljø, så det ville være et brud med fortiden, siger han.
- En kvinde kan bringe en signalværdi om det mere rummelige og et varmere udtryk, siger han.
- Man skal vise en omsorgsfuld, imødekommende og rummelig bank.
Du skal være klar til at få endevendt dit liv
Sidst men ikke mindst skal en kandidat til topposten være klar til at træde ud i rampelysets brændende skær.
Der er nemlig et enormt fokus på, hvem der får posten - særligt efter Finanstilsynets nedadvendte tommelfinger, vurderer John Lohff.
- Der er bevågenhed fra hele Danmarks befolkning. Sådan har det aldrig været, når de andre direktører er blevet ansat, siger headhunteren, der vurderer, at det kan få kandidater til at trække sig.
- Når finanstilsynet allerede har sagt nej til en kandidat, må man regne med, at en ny kandidat bliver endevendt på alle mulige måder, siger han.
- Først kommer man i kritisk forhør hos bestyrelsen, og derefter er det Finanstilsynet, lyder det fra John Lohff.
- Hvem er det lige af de tunge drenge, der har lyst til at få alt endevendt?, spørger han.
I en pressemeddelelse bekræftede bestyrelsesformand i Danske Bank, Ole Andersen, tidligere i dag, at banken er i dialog med andre kandidater til jobbet, og at de nu vil "fortsætte rekrutteringsprocessen med henblik på at finde den bedst egnede til jobbet".