72,7 millioner kroner.
Så meget fik den tidligere viceadministrerende direktør i Novo Nordisk, Kåre Schultz, da han sidste år forlod Novo Nordisk og blev ny topchef i medicinalfirmaet Lundbeck.
Det skriver Børsen i dag.
Ifølge Børsen fremgår det af en fodnote i årsrapporten fra Novo Nordisk, at Kåre Schultz ud over en løn på 4,9 millioner kroner for de første fem måneders ansættelse i 2015 også har fået en fratrædelsesgodtgørelse, inklusiv et aktiebaseret incitamentsprogram for 2015 og en del af 2016, på 72,7 millioner kroner.
Aldrig har nogen dansk virksomhed givet så stort et gyldent håndtryk, skriver Børsen.
Berlingske Business når frem til samme konklusion. Med det gyldne håndtryk sætter Kåre Schultz ny rekord.
Mediet skriver også, at Novo Nordisk med det store gyldne håndtryk forbryder sig mod de danske anbefalinger for god selskabsledelse.
De siger ifølge Berlingske Business, at en fratrædelsesgodtgørelse maksimalt bør udgøre 24 måneders løn plus pensionsbidrag.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1114537535263436