Hvis man lejer sin bil ud, skal man betale skat af indtægterne - også selv om det sker som en del af den for tiden så omtalte deleøkonomi.
Men man skal selv huske at opgive indtægterne til Skat, og det gør dem, der lejer bilen ud via tjenesten GoMore, ikke nødvendigvis.
DR Nyheder har været i kontakt med flere brugere af tjenesten GoMore, der lejer deres bil ud og tjener penge på det. Her lyder meldingen fra brugerne, at der ikke vil blive betalt skat af indtægterne.
Unfair konkurrence
GoMore indberetter heller ikke selv detaljer om de brugere, der lejer deres biler ud på denne vis.
Og det er konkurrenceforvridende, hvis man ikke betaler skatten, mener Poul H. Tvede, der er formand for de danske biludlejere.
- Det er fint med mig, at GoMore åbner for en anden tilgang for biludlejning. Men man skal selvfølgelig betale skat, ligesom vores medlemmer også skal betale skat. Ellers er det ikke fair konkurrence, mener han.
Også skatteminister Karsten Lauritzen (V) er utilfreds med de manglende skattebetalinger.
- Det er jo skatteundragelse, hvis man vælger bevidst ikke at indberette de indtægter, som man har, lyder det fra ministeren, der opfordrer GoMore til at informere sine brugere bedre om deres skatteforpligtelser.
GoMore og Uber er to forskellige eksempler på, hvordan private kan tjene penge på deres biler på forskellig vis.
Samkørsel, taxa-kørsel og biludlejning
Hos Uber kører private mennesker taxa-agtig kørsel i deres egne biler, mens GoMore er bedst kendt for at være en samkørselstjeneste, hvor man kan finde et lift eller en passager, man kan dele udgiften til en tur med.
GoMore tilbyder dog også at formidle kontakt mellem bil-løse og bilejere, der gerne vil leje deres bil ud på dagsbasis. Og tjener man penge på det, skal man betale skat, fortæller Niels Sonne, der er statsautoriseret revisor hos Deloittes skatteafdeling.
- Det er en almindelig indtægt, og almindelig indtægter er som hovedregel skattepligtige. Lejeindtægter er uden tvivl skattepligtige, og det er, uanset om man lejer sin bolig, sin fritidsbolig, sin bil eller sin plæneklipper ud, siger han.
Skatteregler kræver lidt indsigt
Men det kræver alligevel lidt omtanke, hvis man skal selvangive indtægterne. Man kan nemlig trække flere ting fra, hvis man lejer sine ting ud, og her skal man holde tungen lige i munden.
- Udlejning er allerede fra første krone skattepligtigt [...] Hvis man ikke selvangiver det, er vi i samme boldgade som sort arbejde, og det er ikke godt for samfundet. Afhængigt af, hvor store beløb, der er tale om, risikerer man jo også at få en straf, siger han.
Niels Sonne forklarer, at udlejere kan trække GoMores gebyr fra, ligesom at andre variable udgifter - for eksempel slitage og reparationer også kan trækkes fra. Faste udgifter som for eksempel forsikringer kan dog ikke.
Ikke pligt til at oplyse
GoMore har ikke pligt til at indberette, hvem der bruger tjenesten, men det ville være nyttigt, hvis selskabet hjalp brugerne med at finde ud af reglerne, lyder hans råd.
Hos Gomore, vil man gerne imødekomme kritikken.
- Det, der er klart, er, at vi nogle steder godt mere eksplicit kan oplyse om de skatteregler, der gør sig gældende, siger Matias Møl Dalsgaard, direktør i GoMore.
Efter DR har sat fokus på sagen, vil han blandt andet sørge for, at der bliver linket til relevante sider hos Skat og oplyst om, at man skal betale skat af indtægter fra udlejning.