FDM: Umuligt at tjene penge for private biludlejere

Der er stort set ingen penge at tjene for private, der gerne vil udleje deres biler og overholde reglerne, mener FDM.

Det kan ikke betale sig at leje bilen ud - men samkørsel lønner sig, mener FDM. (Foto: © Lars Rasborg, Scanpix)

Glem alt om at tjene penge på at udleje din bil - det kan stort set ikke lade sig gøre.

Det mener forbrugerøkonom hos bilejernes organisation, FDM, Allan Skytte Christensen, der har regnet grundigt på mulighederne i den såkaldte deleøkonomi. Her kan man enten køre rundt med passagerer i sin bil for Uber, eller leje sin bil ud, for eksempel via GoMore, når man ikke skal bruge den selv.

Og konklusionen er entydig:

- Der er ingen penge at tjene. Det er mere en idealistisk ting, hvis man gerne vil spare på ressourcerne. Selv om jeg regner konservativt, kan jeg ikke se, at man med de gældende regler kan tjene penge på det her, siger han.

Stor udregning

FDM's medlemsblad, Motor, udgav sidste år en større omgang regnestykker for deleøkonomiske tjenester, og her viste beregningen for GoMore og lignende udlejningstjenester, at man kan regne med at tjene mindre end en femmer, hvis man lejer sin billige bil ud en dag.

Er der tale om en dyrere bil, går regnestykket endda i minus, lød konklusionen.

Hos den taxa-agtige tjeneste Uber er der til gengæld lidt penge at tjene.

Men her er der rejst tvivl om lovligheden, og i øjeblikket kører seks sager mod Uber-chauffører ved byretten i København, der sidder anklaget for at have kørt pirattaxa-kørsel.

Samkørsel er et hit

Samtidig har politiet bebudet, at de står klar til at klippe pladerne på biler, der viser sig at være Uber-biler.

Et regnestykke, der giver plus, er dog samkørsel, hvor flere deles om udgifterne til en tur. Her bruger man tjenester som for eksempel GoMore til at finde passagerer, der skal samme vej som en selv, og så deler man udgifter til benzin, bro, færger og andet.

I FDM's regneeksempel kan man på denne vis nedbringe prisen for en tur fra 608 til 390 kroner, hvis man har to passagerer med i en lille bil.

Positive overfor ideen

Allan Skytte Christensen og FDM er ellers positive over for deleøkonomi og privat biludlejning, men ikke med de nuværende regler.

- Vi synes grundlæggende, det er en god idé. Men vi savner, at reglerne er klarere. Hvis priserne og reglerne er rigtige, er det jo win-win for alle, fordi vi kun bruger de biler, vi har behov for, så de ikke bare står stille 23 timer i døgnet, siger han.

Det er bilejernes eget ansvar at selvangive indtægter fra biludlejning, men flere politikere har luftet ideer om at indføre indberetningspligt, så udbyderen af en tjeneste skal oplyse, hvem der bruger den, og hvor meget.