Fritz Schur stopper som bestyrelsesformand hos SAS

Ved den årlige generalforsamling skal SAS vælge en ny bestyrelsesformand.

Fritz Schur skal ikke længere være bestyrelsesformand hos SAS. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Fritz Schur stopper som formand i bestyrelsen hos flyselskabet SAS. Han har siddet i bestyrelsen siden 2001 og været formand siden 2008.

Det oplyser selskabet mandag.

Meldingen kommer forud for den årlige generalforsamling, som bliver afholdt 5. marts. Her vil Schur ikke stille op til genvalg.

- I min tid i bestyrelsen har SAS undergået en total transformation. Omkostningsniveauet er reduceret markant, hvilket har gjort det muligt for SAS at sænke billetpriserne. Det har ført til en markant forbedring af konkurrenceevnen.

- Efter en række år med negativ indtjening har SAS for tredje år i træk fremvist en milliardindtjening i svenske kroner, og derudover har selskabet for nylig leveret det bedste resultat i 20 år. Med Rickard Gustafson og hans team har SAS en højkvalificeret ledelse, og i lyset af forventningerne til 2018 er dette et passende tidspunkt at skifte formand på, siger Fritz Schur i en pressemeddelelse.

Fritz Schur har også tidligere været bestyrelsesformand i Dong Energy - nu Ørsted - og PostNord.

/ritzau/