Den britiske politimyndighed National Crime Agency, NCA, har nu rettet søgelyset mod et britisk selskab, der kan have spillet en rolle i Danske Banks sag om mulige brud på hvidvaskreglerne.
Unavngivne kilder med kendskab til efterforskningen oplyser til Financial Times, at politimyndigheden gransker et såkaldt "50 punds-selskab" - en type, der ofte bliver brugt som stråmandsselskab til ulovlige formål som hvidvask og skatteunddragelse.
- Den her type britiske selskaber spiller en helt central rolle i de mange mistænkelige pengeoverførsler for milliarder, der er strømmet igennem Danske Bank i Estland. Det var faktisk også et sådant selskab, der var årsagen til, at en whistleblower i banken gik til ledelsen helt tilbage i 2013, siger DR's erhvervskorrespondent Jakob Ussing.
Der er tale om den første efterforskning foretaget af en britisk myndighed i sagen om Danske Banks non-resident-kundeportefølje i koncernens estiske filial i årene 2007 til 2015.
En efterforskning, der omfatter selskabet, og altså ikke Danske Bank i første omgang.
- Selv om efterforskningen i Storbritannien i første omgang ikke gransker Danske Bank, men alene det britiske selskab, så øger det risikoen for, at briterne også vil rette søgelyset mod Danske Bank på et senere tidspunkt, hvis det viser sig, at der er foregået noget kriminelt, og Danske Bank har stillet konti til rådighed for denne kunde, siger Jakob Ussing.
Blandt de 15.000 kunder i Danske Banks estiske filial udgjorde britiske selskaber den næststørste andel efter russiske kunder, viser den interne advokatundersøgelse, som Danske Bank fremlagde i sagen tidligere på ugen.
Mange af de britiske selskaber var også ejet af russere.
Selskabsform bruges til økonomisk kriminalitet
Beløb svarende til 1.500 milliarder kroner strømmede i de ni år frem til lukningen af kundeporteføljen gennem filialen i Estland – og en stor del af det beløb er mistænkeligt, lyder det ifølge rapporten.
Det har den britiske politimyndighed NCA noteret sig.
- NCA er opmærksom på brugen af britisk registrerede virksomheder i denne sag og har derfor igangværende operationel aktivitet. Truslen fra britiske selskabsformer som en vej til hvidvaskning er bredt anerkendt, og NCA samarbejder på tværs af staten for at begrænse kriminelles muligheder for at bruge selskaberne på denne måde, oplyser myndigheden til Financial Times.
Danske Banks hvidvasksag har pustet nyt liv i en debat om, hvorvidt den britiske regering gør nok for at stoppe hvidvask i via selskaber i særligt London, hvor sorte penge for milliarder af pund ifølge officielle skøn bliver vasket hvide hvert år.
Den selskabsform, limited liability partnership, LLP, som er benyttet af de selskab, der nu efterforskes i forbindelse med Danske Bank-sagen bliver nemlig ofte brugt som platform for kriminalitet og kan blive oprettet for blot 50 pund – omkring 400 kroner.
Whistleblower advarer mod stråmandsselskab i 2013
Britiske LLP’er var også den selskabsform som en whistleblower fra den estiske filial i 2013 advarede imod i et brev sendt til et medlem af koncernledelsen i 2013.
Her lød advarslen, at LLP’er var den foretrukne platform for non-resident-kunderne – altså kunder der ikke boede i Estland – når disse skulle flytte penge.
Brevet nævnte angiveligt også, hvordan en enkelt kunde havde afgivet falske oplysninger til det britiske selskabsregister.
Whistlebloweren påstod, at det pågældende selskab, som kunden havde oprettet, havde forbindelser til både den russiske præsident Vladimir Putins familie og den russiske efterretningstjeneste FSB.
Ifølge Danske Banks interne undersøgelse skete der særligt i 2013 en bevægelse, hvor britiske selskaber overtog et stort antal russiske kunder fra den estiske filial.
Selskaberne registreret i Storbritannien kunne dermed blive styret af muligt kriminelle bagmænd uanset hvor i verden, de befandt sig.
Politimyndigheden NCA står sammen med en anden britisk myndighed bag en del af efterforskningen i den store såkaldte Russian Laundromat-sag - en sag, som også omfatter mange pengeoverførsler gennem Danske Bank, hvilket Danske Bank selv bekræftede i onsdags.