Fik ejendomsvurdering på 11 millioner: Støjplaget boligejer kunne kun få syv millioner for ejendommen

- Jeg var målløs, for jeg kunne ikke forstå, at man kan skyde så meget galt, siger Coco Hallas om sin ejendomsvurdering.

Coco Hallas bor lige op af en motorvej - men støjen har haft alt for lidt betydning for hendes ejendomsvurdering, mener hun.

Støjplagede boligejere skal se ekstra godt efter, når de får en besked fra skattevæsnet om deres nye ejendomsvurdering.

Det mener boligejeren Coco Hallas fra Gentofte, som bor klos op ad en motorvej, og som i månedsvis har kæmpet med skattemyndighederne om, hvad der er den reelle værdi af hendes bolig.

Ejendomme, der ligger tæt på en motorvej eller motortrafikvej, risikerer nemlig at få en alt for høj ejendomsvurdering, mener Coco Hallas. En kritik, der bakkes op af landets ejendomsmæglere.

Hermed kan det ende med, at støjplagede boligejere kommer til at betale for meget i boligskat.

Tip os:

Siden hun sidste år fik en ny ejendomsvurdering, har Coco Hallas kæmpet for at få sat vurderingen ned.

For ejendommen, som boligejeren fra Gentofte igennem fire år har forsøgt at sælge, ligger kun få meter fra både Helsingør-motorvejen og Lyngbyvejen, hvor tusindvis af biler hver eneste dag kører forbi.

- Vi har gjort alt for ikke at blive irriteret over vejen. Når nogen har spurgt, om vi er irriterede over vejen, så har vi sagt nej, fordi vi har en billig ejendomsskat, siger Coco Hallas.

Men da den nye vurdering i april sidste år tikker ind i hendes e-Boks, lød hendes nye ejendomsvurdering på næsten 11 millioner kroner.

Den vurdering kan boligejeren på ingen måde genkende.

- Jeg var målløs, for jeg kunne ikke forstå, at man kan skyde så meget galt. Vi havde haft huset til salg til 8,8 millioner kroner i den periode, og det kunne det ikke sælges til, siger hun.

Motorvej kan maksimalt give 12 procent i rabat

Der er en grund til, at Coco Hallas har fået en vurdering, som er markant højere, end hvad hun kan få for huset.

Det handler nemlig om noget så centralt som, hvad skattevæsnet lægger vægt på, når det vurderer din bolig. Både hvad der giver boligejerne en højere vurdering - men også hvad der trækker ned.

Måden, skattevæsnet beregner din vurdering, er ved at se på 15 ejendomme i nærheden af din egen, som er solgt inden for de seneste seks år.

På baggrund af de 15 ejendomme udregnes en kvadratmeterpris for området og hermed din ejendom.

Der kan dog være ting, der adskiller lige netop din ejendom fra dine naboers. Det kan være du har flere badeværelser, eller at du bor lige ned til en sø. Det vil give dig en højere vurdering, da det gør din bolig mere værd.

Men så er der også ting, der trækker ned. Og i Coco Hallas' tilfælde er det, at motorvejen skaber lidt af et støjinferno.

Problemet er dog ifølge Preben Merrild Angelo, der er administrerende direktør for Realmæglerne, at skattevæsnet rammer helt ved siden af, når det vurderer, hvilken betydning motorvejen har for en salgspris af Gentofte-boligen.

DR Nyheder har fået indsigt i flere af principperne for de nye vurderinger, og her fremgår det, at man maksimalt kan få 12 procent i nedslag på grund af en motorvej i forhold til de 15 ejendomme, som områdets kvadratmeterpris er udregnet efter.

Vurderingsprincippet er baseret på samtlige handlede parcelhuse i landet de seneste seks år op til vurderingen, oplyser skattevæsnet.

Men måden, støjejendomme bliver kompenseret på, får ejendomsmæglerchef Preben Merrild Angelo til at ryste på hovedet. En beliggenhed klos op ad motorvejen nord for København sender nemlig prisen langt mere ned end 12 procent, vurderer han.

- Hvor får de deres tal fra, og hvordan laver de beregningerne? Det burde være en ommer, siger Preben Merrild Angelo.

Se mere om, hvad der har betydning for din ejendomsvurdering, i denne story:

Klagede og fik ret

Coco Hallas ville ikke acceptere vurderingen på knap 11 millioner kroner, og derfor begyndte hun et større arbejde på at få lavet vurderingen om.

I januar i år får hun lov til at klage over vurderingen, og så kommer der skred i sagen.

To uger efter, at hun har sendt klagen afsted, lander nemlig et brev fra skattemyndighederne.

Med et pennestrøg tilbyder de hende at sænke ejendomsværdien fra 10.932.000 til 8.586.000 kroner.

Coco Hallas har tre uger til at beslutte, om hun vil tage rabatten eller klage sagen videre i systemet. Fordi hun forsøger at sælge huset, vælger hun at gå med på styrelsens tilbud, selvom hun stadig mener, at vurderingen er for høj.

- Styrelsen giver os ret i, at det skal sættes ned til 8,5 millioner kroner, og den nedsættelse tager vi, siger hun.

Boligkøbere i tvivl

I dag er boligen i Gentofte langt om længe solgt. Og prisen ender hverken på 10,9 millioner kroner eller 8,5 millioner kroner.

Hammerslaget ender med at være endnu lavere, da køberen får Gentofte-ejendommen for knap 7,1 millioner kroner.

Det er altså næsten fire millioner kroner mindre, end det skattevæsnet vurderede, at hendes bolig var værd, da det første gang sendte hende en ejendomsvurdering.

Oplevelser som dem, Coco Hallas har været igennem, skaber bekymring for de boligejere, der frem mod 2024 skal vurderes i det nye system.

Det fortæller Preben Merrild Angelo, der er administrerende direktør for Realmæglerne.

- Det er vigtigt for et samfund, at man har klarhed over sin skat. I det nye system er der ikke klarhed, siger han.

Ole Hækkerup, der er administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening, er bekymret for boligmarkedet generelt, når han ser på alle problemerne med de nye vurderinger.

- Jeg ser en masse kunder, som bliver i tvivl om, hvad de nye ejendomsvurderinger kommer til at betyde for dem og for deres privatøkonomi.

- Der er mange af dem, som henvender sig til vores medlemmer for at finde ud af, hvad det kommer til at koste at sidde i et hus, siger han.

Minister vil ikke give garantier

Skatteminister Jeppe Bruus (S) mener overordnet set, at det nye vurderingssystem er en klar forbedring - blandt andet fordi det bygger på mange flere data end tidligere.

Og hvis boligjejerne mener, at den er helt skæv, så kan de både gøre indsigelse eller klage.

Jeppe Bruus, kan du forstå, at en boligejer, der får en ejendomsvurdering på næsten 11 millioner og ender med kun at kunne sælge sit hus for lige godt syv millioner, synes, at det her er meget problematisk?

- Jeg kan godt forstå, at hvis man som boligejer får en vurdering, som man mener er helt skæv, at man så tænker - er det helt rigtigt, det der foregår her.

- Derfor synes jeg, det er godt, at man så dels går ind og deklarerer, om oplysningerne er rigtige, og hvis man er uenig i vurderingen, så tager fat i Vurderingsstyrelsen eller i sidste ende klager over det.

Hvor tilfreds er du som minister med, at der er et konkret tilfælde, hvor vurderingen rammer næsten fire millioner skævt i forhold til handelsprisen?

- Vi får et system, der er meget mere præcist end det gamle, men vi får nok ikke et system, der rammer salgsprisen 100 procent, siger Jeppe Bruus, der ikke vil forholde sig konkret til sagen om Coco Hallas' bolig.

Hvor meget mere retvisende bliver de nye vurderinger?

- Jeg kan ikke sætte procenter på, men vi får et bedre system, som bliver mere retvisende.

Kan du garantere, at de nye vurderinger bliver mere retvisende end de gamle?

- Jeg vil ikke give nogen garantier. Men med mit kendskab til det nye system og til det gamle, så får vi et system, der bliver mere retvisende, siger skatteministeren.

Mød Coco Hallas i 21 Søndag her til aften på DR1 klokken 21.